Er succes perfektion?
Afvigelser har evolutionært set gjort at vi har overlevet. Påstanden her er at vi går mod perfektion og glemmer værdien af tilfældigheder.
I denne artikel tager jeg udgangspunkt i mange års arbejde med it og it-systemer. Der er nogle interessante “regler” som ingen har lavet, men som vi ureflekteret lever efter. Hvorfor ønsker vi at gengive en virtuel virkelighed? Hvorfor tror vi at IT vil gøre verden bedre og mere perfekt – oftest gør vi den mere kompleks. Hvorfor glemmer de fleste it-folk at deres system er et ud af mange systemer, som bruger skal kæmpe sig igennem hver dag; forstå, kende, træne og tilpasse sig. Vi lever i en tid, hvor mennesker tilpasser sig maskiner drevet af behovet, der ligger uden for dem selv. Vi er måske på vej til at miste vores indre motivation og måske derfor har vi så mange med stress og depression?
Påstand
De fleste IT-systemer er baseret på to store misforståelser
1) Systemet ses som orgacentrisk = det er det system, som alle vil bruge og levere data til. Hvis ikke er vi nødt til at træne personer. Systemet fungerer. Folk måske ikke.
2) Systemet antages at blive brugt i et rationelt, ikke-forstyrret miljø. Systemet fungerer. Fjern forstyrrelser – eller personer.
Succes er…
Alt forklares omkring disse to begreber = succes er systemets succes, ikke personens. Hvis vi fik systemet til at fungere bedre, kunne vi i sidste ende få menneskeløse organisationer? I dag bliver du sandsynligvis analyseret af flere maskiner end mennesker. Der er ikke et eneste problem, der ikke kan analyseres som en IT-løsning: “Er der ikke en app til det?” Hvis der besværligheder, så er der noget AI eller en algoritme, der kan løse det. Der må være et system, som kan gennemskues.
Du bliver normaliseret
Maskiner i dag er baseret på at finde mønstre i din adfærd og tilpasse sig disse mønstre = de normaliserer mennesker til deres egen adfærd. Så selvom vi taler om “konstante forandringer” og verden buldrer derudaf hurtigere end nogensinde, så antager vi, at du ikke ændrer dig – i et stykke tid i hvert fald.
Derfor er det at, hvis du lige har købt et nyt par sko online eller en ny powerbank, får du masser af reklamer for sko og powerbanks – selvom du lige har købt det. AI fandt lige ud af hvem du var – eller hvad du leder efter. Du leder efter sko og powerbanks. Hvis du har en maskine, vil du fortsætte med at gøre det, men du er en person, så du stopper efter at have købt 1 par sko og 1 powerbank. Det virker irrationel set fra et maskinsynspunkt. Ikke fra et personsynspunkt. Tid er anderledes i maskinens verden. Den har en udstrækning set fra personen, men i maskinens univers er der kun NUTID. Så for maskinen skal al data samles i nutid. Hvor for mennesket er der gamle data. Måske har du allerede prøvet at sidde online og høre at nogen kan have en “gammel hånd” – en virtuel håndsoprækning, der ikke længere gælder, fordi personen har talt. Maskinen vil ikke kunne forstå den slags.
Du er kompleks
Mennesker er baseret på forståelse af motivation = individualisering af mennesker – hvorfor gør du, hvad du gør? Hvis du købte 1 par sko, 1 powerbank, 1 middag ude med en ven, 1 skjorte og en gaveæske, er det fornuftigt at tænke, at du måske fejrer noget, bare kan lide at få nye ting, lige har fået løn eller noget andet – eller flere ting på samme tid. Det vil dine venner sikkert kunne forstå og gætte, og du vil føle dig set og forstået. Det er en relation, som I styrker, når anerkender hinanden for hvem i er. Tænkt at anerkender er sat sammen af:
- -kender – jeg ved hvem du er
- -er-kender – jeg kan forstå hvem du er
- an-erkender – jeg ved, forstår og bekræfter og påskønner, hvem du er.
Maskinen har 1 forklaring = du har købt en powerbank og sko. En person har et kompleks af forklaringer og forståelser. Kommunikation er forståelsesforhandlinger af komplekser.
Maskiner forstår maskiner, mennesker mennesker
Den fremtidige kamp om IT er (stadig), hvordan maskiner tilpasser sig mennesker (ikke omvendt), men lige nu har vi maskiner, der tilpasser sig, hvad de “mener” er “andre maskiner”. Dette er et psykologisk problem: for at forstå en person skal du være en person. AI-maskinen kan aldrig opnå det. Den vil være konstant bagud, medmindre, du gentager dig selv.
Besøger du Grækenland igen i år? Jeg har billetter klar til dig! Siger maskinen. Jeg kan endda hæve priserne, fordi jeg ved, at du ikke har brug for noget særligt tilbud – du skal alligevel. Ret?! Måske ikke, der er ikke noget specielt tilbud nu … Hvis du alligevel gør som du plejer, så er der jo ikke nogen grund til at give dig et tilbud. Du er blevet et normaliseret individ. Normaliseret betyder, at du er grupperet som en del af et kollektiv af personer, der tager til Grækenland hvert år.
Det er, som når du finder ud af, at din bil ikke kører så mange km / l, som fabrikken har lovet: ingen kan slå virkeligheden eller gætte din køreadfærd eller dit mønster. Du bruger måske mere brændstof, når du er sur. Maskinen finder aldrig ud af, hvad den adfærd betyder, men sender muligvis en besked til dit forsikringsselskab om, at nogen måske har stjålet din bil: du afviger fra normalen = ikke dig. Men det er. Det er bare “du er sur”. Men nu har vi sat folk i arbejde, da systemet fungerer. Ikke?
Dette problem er ikke ukendt. Det er det din bank roder med hver dag, når de skal gætte om nogen har stjålet dit kreditkort. Når AI ikke kan mærke dine følelser, kan den ikke gætte din adfærd, den gætter din normaliserede adfærd = du har ikke en fri vilje. Du gør bare som du plejer og tror, du bestemmer selv.
Tilbage til it-systemet
Hvis du måler succes som en maskine: perfekt optimeret, normaliseret proces, vil du mislykkes. Det er afvigelsen, der gør os mennesker – og værdifulde. Succes er ikke at oprette en perfekt tunet maskine, der kan gætte menneskers næste træk. Det kan lade sig gøre i skak, fordi, der er en række træk, der kan lede til et mål: at tage din konge. Der er ingen konger i virkeligheden. Alt er konger eller intet er konger, det er faktisk begge dele på samme tid. Det kan en maskine ikke være. Det må altid være 0 eller 1. Den ikke skifte på en impuls, som da jeg stod i boghandlen den anden dag og så en bog, som jeg havde glemt, jeg gerne ville læse og købte den med den samme. Jeg blev ekstra glad for det var den sidste, der var tilbage. Ekspedienten så min glæde og råbte god læselyst, da jeg forlod butikken. Jeg gik direkte hjem og læste bogen. Den glæde kan du aldrig producerer online eller i noget it-system. Det skete fordi det skete.
/ Mikael Elkan