Der er ingen retningslinjer for talesprog i Danmark. Du kan ikke sige, at noget er rigtigt eller forkert, men gerne at noget er anderledes.
Talesprog hænger sammen med vores identitet og selvopfattelse. Det er f.eks. helt almindeligt at opfatte personer med københavnsk dialekt som nogen, der er mere tilbøjelige til at snyde, og personer med jysk dialekt som mere varme og ærlige. Det er en opfattelse, som man ofte har registreret.
Engang blev børn, der talte jysk sendt til talepædagog, for sådan kunne man ikke snakke. Det korrekte var rigsdansk. Det sluttede engang omkring 1980.
At vi ikke kan bør rette hinandens talesprog og udtale er en ting, en anden er, at det er meget vanskeligt at høre på forandringer i udtale. Forsøg med disse
- rode / rude
- truende / troende
- rider / ridder
- nogen / nogle
Hertil kommer at udtale forandrer sig, så ordene bliver nogle andre – hører du også folk sige “slek” for slet ikke, ligesom “sgu” kommer af “så ved Gud”. Sgu er tilmed blevet taget af som bandeord. Det er det ikke mere.
Dit sprog forandrer sig hele tiden. Vi må forholde os til de forandringer og lære dem at kende.
Det forsøger ELKAN at åbne for på disse sider om talesprog.
