Gopler ældes baglæns
En flot titel til en lodden fortælling
Gopler ældes baglæns, men det gør du ikke. Goplen holder ikke vand og selvom, den har sine lyspunkter, så er den overordnet et forsøg på at klemme livet ud af en god idé, der enten skulle have haft mere tid eller bare være forblevet en god idé. Men Lars Tvede er nok stolt af væbner Brendborg.

Jeg så titlen og tænkte: det lyder spændende. Jeg anede egentlig ikke hvad bogen handlede om. Så læste jeg på et socialt medie, at forfatterens mor var meget stolt, og det løb ind med ros til bogen. Jeg læste anmeldelsen i min avis, som var god, og da jeg senere samme uge stod i en boghandel og bogen faldt i mit blik, så tænkte jeg, at nu var vores skæbne forseglet: den skulle læses.
Det første du møder som læser, er Lars Tvedes behov for oplevelse og karrierestiger, der udlægger bogens manglende grundpræmis: at du ønsker evigt liv – eller i hvert fald et langt et af slagsen. Og heri ligger en stor del af mit problem med bogen.
Vil gamle gerne leve længe?
Det kan lyde surt eller befriende, men jeg har mødt en del gamle mennesker og interessant nok, var der ingen af dem, der ønskede at leve videre tæt på de 90. Det er der sikkert nogen, der gør, men når en på en alder af 104 år ser dig i øjnene og siger, at det ikke er godt, og man gerne vil dø, så burde det måske være en tanke, et kapitel, en sætning i en bog, der ureflekteret jagter et evigt – eller i det mindste et forlænget liv. Tvede fremturer også at bogen er en videnskabsbaseret tilgang til, hvordan kroppen fungerer – og ja, det er den vel på sin vis også, men den er også fyldt med studentikose holdninger fra en ung mand, hvor jeg ikke kan blive klog på om, han ved en masse eller bare har læst en masse. Jeg savner modenhed, livserfaring og indsigt.
Hvor gamle bliver en gruppe mennesker i gennemsnit, hvis de lever?
En anden grundirritation, som jeg gentagende gange løb ind i, da jeg læste bogen, er at den forholder sig til en gennemsnitsalder. Hvordan kan du videnskabeligt sige hvor gamle folk bliver, hvis du ikke ved, hvornår de dør?
Meget bliver også sammenlignet med en gennemsnitsalder, men hvis den varierer, så har du et videnskabeligt problem. Især hvis du, som jeg, lige er kommet igennem bogen “The end of average”, der har den stik modsatte pointe: ingen er gennemsnitlige. Hvis du er enige i det, så falder bogens to grundtanker med et brag, og det samme gør dit humør måske også, når du skal igennem side efter side med opremsninger af fakta, der sine steder ender i blindgyder.
Perfekt til…
Jeg er sikker på at andre kan få andet og mere ud af bogen, end jeg kunne, men den har været perfekt til at falde i søvn til. Korte, opremsende kapitler, der gennemgår mikrober og bakterier med latinske betegnelser og ender i meningsforladte, mørke rum. Det er langt fra Bill Brysons “En kort fortælling om næsten alt” og minder mest om hans efterfølger “Kroppen”, der heller ikke når “En kort fortælling…” til sokkekanten. Det der mangler er den lange narrativ om et eller andet, så du rent faktisk gider alle de fakta. Det bliver enkelte steder som at læse en grundbog på en uddannelse – bare uden at du kan bruge det til en uddannelse, og da bodegaerne er forvandlet til små latté og speltfabrikker, så er der få steder du kan gøre af din nu ubrugelige paratviden, hvis du læser bogen til ende.
En udfordring for…
Bogen vil være udfordrende for dem der enten forventer en die hard videnskabelig bog, eller dem der forventer foryngelseskuren på sidste side. Bogen rammer ved siden af begge, hvis man går dybt nok i dens udsagn. Videnskaben slipper op, og de gode råd tynder ud i holdninger og måske’er, hvor du reelt ikke 100 % bliver klog på, hvad du skal eller ikke skal – virker det eller virker det ikke. Kan du styre det, eller kan du ikke?
Trækker op…
Bogens titel er fængende og en del af indholdet følger med. Brendborg er bedst, når han kommer rundt om det historiske samtidig med, at naturvidenskaben kobles på. Der opstår en underfundig anakronisme, hvor han ser fortiden gennem nutidens forståelse, og det fungerer godt. Hvis bogen havde holdt sig på det spor, så havde den buldret igennem alverdens hitlister for bøger. Det er det samme som Bill Bryson lykkedes med i sin “En kort fortælling om næsten alt” og det samme Bryson mislykkedes med i “Kroppen”.
Trækker ned
Tvede nævner i indledningen at bogen kunne være et dansk svar på Bill Bryson, og ja, stilen er der, selvom Tor Nørretranders i årtier har været det egentlig svar i skoven på populariseret naturvidenskab. Problemet for Brendborgs bog er, at den, som Brysons “Kroppen” står tilbage som en lang opremsning af mikrober, bakterier, celler og molekyler, uden at man er blevet stort klogere på noget. Kan du leve længere? Tjo, hvis du spiser mindre. Hvor meget længere? Det ved Brendborg ikke, men et gæt er et par procent og med en gennemsnitsalder på 79 år for mænd i Danmark, så er det cirka 1,5 år, hvis du faster og lever nøjsomt. Og her er et grundproblem i bogen: hvordan dælen ved man, hvor gammel en mus kan blive? Eller et menneske? Hvis du nu lever efter alle kunstens regler, blev du så ældre, eller var det bare spild af salat og løbeture?
Der er nogle åbenlyse grundspørgsmål, som bogen ikke forholder sig til eller behandler og i sidste ender smider Brendborg naturvidenskaben på gulvet og gætter – eller undlader at diskutere livskvalitet, som er helt fraværende i en bog, der ikke tager højde for at helvede må være et evigt, ensomt liv i en mørk kælder. Det er uskønt og skuffende af en bog, der ellers forsøger at holde sig væk fra bodegaens gætterier og klogskaber rundt om dartskiven. Dem vil man måske hellere have.
Ned i teksten
“I begyndelsen af 1900-tallet troede en del forskere…” (s. 15) forlyder det fra Brendborg – og her ser du måske at han med ordet “forskere” får bøjet tid og rum. Forskere? Vi taler om en tid, hvor åreladning var lige ved at være “so last year”. Brendborg glemmer at bringe sin læser ind i den historiske kontekst. I min optik snyder han på vægten.
Hvor kom grønlandshajen ind?
Et andet eksempel på Brendborgs stil er på side 24, hvor teksten først kommer omkring grønlandshajen, der kommer til at virke som en afledningsmanøvre, da vi ikke rigtigt er beslægtet med den, men den er så beslægtet med grønlandshvalen, som jo er et pattedyr, og dermed tættere på os, som Brendborg så sammenligner mennesket med. Bliver du mere ingeniør af at have en fætter, der er det? Koblingen er svær, men “tendensen til at leve længe, deler grønlandshvalen i øvrigt med mange andre hvaler.” – så hvorfor vi skulle omkring grønlandshajen bliver væk? Kunne vi ikke bare begynde med at tale om at hvaler er pattedyr, som mennesker, og store dyr bliver gamle. Måske fordi det var lidt mere spændende at høre at grønlandshajen var i live, da USA blev grundlagt og Titanic sank. Det er med til at gøre teksten til tomme kalorier, der mest af alt gør det modsatte af hensigten: gør mig unødvendigt gammel og misbruger mit liv. Jeg tænker, at det måske er fint at overveje, hvad man egentlig vil bruge sådan et langt liv til, hvis man nu fik det. Læse denne bog er nok ikke en af dem, men jeg kan ligesom ikke unfucke den. Sket er sket.
Hvis du ikke tror på mig, så bliver det værre henad side 33, hvor teksten helt kapitulere: “Præcis hvorfor store dyrearter ældes langsommere, er svært at sige. Et godt bud er, at arter, som har færre rovdyr efter sig generelt lever længere.” – er det ikke et virkeligt dårligt bud eftersom mennesker må være toppen af fødekæden og dræbersneglen har 0 rovdyr efter sig, men lever kortere? Det svar kan man finde på videnskab.dk, der forklarer at lavt stofskifte giver længere levealder.
Brendborgs tekst hiver tilmed lidt i land med sin egen snørklede ikke-forklaring om byttedyr og argumenterer med, at man over tid, lever sit liv langsommere og dermed længere – så læn du dig tilbage med din After Eight, Baileys og Werthers Echte. Eller mon ikke videnskab.dk har fat i den lange ende imens Brendborg roder rundt i scenelyset.
Påfuglen er landet
Generelt forfølger teksten ikke et overblik og formidler ikke en viden, men forsøger at påfugle sig vej igennem helt præcist på samme måde som titlen er helt fantastisk, men så stopper det sjove også der, hvis man nærlæser og prøver at sammenholde tankerne og argumenterne. Goplen holder ikke vand.
Konklusion
Jeg læste bogen færdig af pligt og fordi min niece også læste den. Ellers var jeg nok stoppet halvvejs. Bogen formår kun visse steder at bære sin øjenåbnende titel hjem, og det er for så vidt gode steder, men i sin helhed taber bogen og kunne være reduceret til en kortere bog eller en dobbeltsidet artikel i Politiken. Der er ikke retning og kød nok på, andet end at Lars Tvedes højre hånd også gerne selv ville have sit navn på reolen – det må han gerne, men når målet overskygger midlerne og evnerne, så synes jeg man bør tænke sig om: er det jeg laver spild af papir og levet liv?
Måske giver det sig selv, når man i omslaget er nødt til at nævne, at det er forfatteren til forordets bog, der er solgt i 20.000 eksemplarer, som Brendborg har været medforfatter til. Nogle gange er det lige foran ens øjne, uden at man ser det. Brendborg er måske dygtig og vidende, men ikke en stor formidler eller forfatter. Han er sikkert klog og hårdarbejdende, men der er også folk, som klogt nok ikke har belemret folk med bøger af denne slags. Jeg hører tit argumentet “…men han/hun har skrevet en bog” og jeg svarer “ja, men jeg har også mange dårlige bøger derhjemme” – her er en af dem.
Vurdering
Placering | ||
Akademisk | ——–X–—- | Pædagogisk |
Aktuel | X———–— | Klassiker |
Hurtigt igennem | X————-X | Lang tid at læse |
For nogle | ————X— | For alle |