Vi genkender automatisk et ord når vi ser det, men vi støtter os også til det der står. Derfor læser vi også langsommere hvis der er ord som vi ikke kender i en tekst. Vi skal bruge mere tid på at knække ordets betydning.
Det er lidt som at cykle – hvis du skal tænke over det så giver det ingen mening. Her kan du opleve hvordan du automatisk genkender et ord og hvordan du støtter dig til det visuelle i din læsning. Du kan gøre det lidt sjovere ved at have et stopur parat. Er I flere så prøv det som en lille leg med vennerne eller for at gøre din arbejdsdag lidt mere finøjerlig…hvis der ellers er plads til lidt selverkendelse, der hvor du sidder 🙂
Test 1:
Du skal sige farverne uden at læse ordet. Hvis der står grøn er det rigtige svar altså rød her i test 1.
| grøn | lilla | brun | blå | rød | brun | blå | lilla | grøn | rød |
| brun | grøn | blå | rød | blå | lilla | grøn | rød | lilla | brun |
| Test 2: Den ligner jo test 1? Nej, denne gang skal du sige det ord der står. Hvis der står grøn er det rigtige svar altså grøn. |
|||||||||
| grøn | lilla | brun | blå | rød | brun | blå | lilla | grøn | rød |
| brun | grøn | blå | rød | blå | lilla | grøn | rød | lilla | brun |
| Test 3 : Nu skal du prøve at sige farvernes navne ved at se på farverne i disse firkanter: |
|||||||||
Hvad sker der?
Effekten af dette forsøg blev opdaget af J. Ridley Stroop i 1935. Det kaldes derfor også for stroop-effekten. Stroop fandt ud af at det tog voksne læsere længere tid at sige farverne når ordet ikke var lig med den farve det var skrevet med.
I Test 1 i Stroops forsøg nævnte deltagerne 20 farver pr. 22 sekunder i gennemsnit (de skulle sige 100 farver i alt). Her distraherede ordet navnet på farven. I Test 3 i Stroops forsøg kom deltagerne ned på 13 sekunder i snit pr. 20 farver, når der kun var en farve der skulle siges højt. Men når ordet bare skulle siges ud fra det der stod – som i Test 2 – så kom de helt på 9 sekunder pr. 20 farver.
Det letteste er altså at læse ordene – underordnet om de er skrevet med distraherende farver. Dette kan også vises ved at det er lettere at læse talord højt (syv, otte, ni, elleve, tretten …osv.) end at afkode et tal der er skrevet (7, 9, 11, 13).
Øvelse gør mester
Automatisk afkodning af ord sker gennem øvelse. At kunne identificere et ord og at kunne gøre det mange gange gør at man som læser bliver mere sikker og kommer til at læse hurtigere. Hvis man vil være en god læser skal man altså læse meget og gerne varieret – og helst noget man kan lide at læse. Og man bliver også en bedre læser af at læse korrektur på sine egne dokumenter. Dermed træner man nemlig sine evner for automatisk afkodning af ord… stavekontrollen bliver ikke klogere.
Læs mere i bogen Læsning og læseundervisning (Gyldendal, 2001) af Carsten Elbro
Indlæser ...
