Stakkels Jakob

Fædre og fodbold, angst og arbejde. Det skal være så godt, smart, hurtigt, lækkert, perfekt. Eller kan du slappe af og tør du få lidt l*rt på fingrene; det er vel ok at alt ikke er topoptimeret, effektiviseret og strømlinet nice og sygt i top. Det går ud over Jakob:

Jakob er lidt lavere end de andre på fodboldbanen. Han står i målet. Allerede der er den nok gået gal for Jakob, for han står bomstille på stregen og flytter sig ikke rigtigt. Hans forståelse af fodbold er som mange andres omkring 5-6 år.

Der er ikke gået mange sekunder af første halvleg: den første bold går ind. Jakob stod stille, men fik faktisk fat i bolden, men han taber den lidt for store bold baglæns ind i målet imens han hører på sine kammeraters kalden efter bolden – tiden er jo knap. Modstanderne jubler da bolden falder fra Jakobs hænder over stregen. De løber rundt med arme og fingre pengende mod himlen, de er allerede på vej ind i de voksne rækker – de har allerede Ronaldo, Ötzi og Messi på væggen i værelset ved siden af støvede legokasser og iPad-opladeren. Der er gået pænt under 1 af de 7 min. en halvleg varer i en mikrokamp for ’08’ere, men det er allerede nu tydeligt at for Jakob er minutterne hvad sekunder er i en partikelreaktor.

De første råb kommer nu fra fædrene: hold på bolden JAKOB. Og især da pamplonaholdet kommer frem igen: ud i dem, Jakob, du kan godt, gå frem, ser godt ud Jakob, frem når de kommer Jakob, brug hænderne, hænderne. Anden bold går ind. Fædrene mumler på sidelinjen ud i luften, der smiles til hinanden. En enkelt går bare rundt og snakker uden at det helt kan høres, men jeg ved det optimering, effektivisering, fejlfinding, forbedringer, træning han taler om. Ak, ja. Alle ved det.

Nu kommer frustrationen hos holdkammeraterne, to løber ned og går i gang med at tage målmandstrøje og handsker af Jakob, som ikke helt arbejder med projektet, men forholder sig passiv og ser på træneren, der kommer løbende til og siger, at det ikke er de andres tur endnu. Jakob står stadig på mål eller rettere “står i målet”. Lige meget hvad, er det intet af det Jakob har lyst til.

Tredje mål – nu råber kammeraterne også af Jakob og ekkoer team far. Jeg ligger bag målet på et tæppe med min kaffe. Min egen spiller på modsatte bane; men han råber selv når det går godt, og jeg viser himmelfinger i anerkendelse. Jakob står helt stille. “Er det svært, Jakob,” spørger jeg. Han kigger på mig og nikker bare. Han aner ikke hvem jeg er, men vi er enige, det er sgu lidt svært – ikke bare fodbold, men at være Jakob i dag. Jakob er blevet en del af de 5-10 % krav om årlig effektivisering, vækst, optimering, kvalificering, kompetenceforøgelse, efteruddannelse, digitalisering og generel forventning og forbedring og performancemåling, som alle fædre på banen møder til daglig. Jeps, vi er nord for København, og vi er ikke så glade for fodbold, som vi er glade for mål. Det dutter sgu ikke bare at spille og være på banen, som Jakob, man skal være med i kampen og score kassen, score damer og score mål. Ting der ikke kan ses på bundlinjen kan ikke ses. Fjerde bold går ind. Vi skal være glade, så vi er mere produktive, vi skal være veluddannede, så vi er mere produktive, vi skal have fleksible arbejdstider, så vi kan arbejde på vores mest optimale tidspunkter og være produktive og effektive. Og ingen ved hvem der har lavet de regler, det er bare nogen du følger fordi de andre gør det. Du er faktisk så uselvstændig at du ikke tør sige stop fordi dit forkrøblede jeg er bange for at stå helt alene og have det rart. Femte bold går ind.

Men vi kan ikke alle sammen være perfekt normale – det er kun i institutionerne at alt skal strømlines; først i folkeskolen, siden på arbejdspladsen. Men der er bare sådan nogle som Jakob, der ikke er normale på deres måde, og når det nu er alle tosserne, nørderne, og dem der ikke kunne sidde stille i timerne, som I hylder, når de bliver voksne, fordi de bidrager til forskelligheden, BNP’et og ikke tog den slagne vej og blev ingeniør, læge, advokat, elektrosmed, maler, sosu-assistent, men bare var sig selv og gjorde det de var gode til – alt det du ikke gør: så husk at give de andre skylden, holdet, en gang i mellem. Sjette bold går ind. Giv Jakob lidt plads og sig at det er ok; sig at der ligger en voksen mand i græsset og drikker sin kaffe og ser på sin søn og viser himmelfinger, når det går godt, og at han engang var ligesom Jakob; og han har ikke brug for andre målestokke end sin egen. Sig det til ham, når du møder ham.

7-0 på 14 minutter.