Narrativer som begreb inden for storytelling

I sprogteori kan man definere narrativer på en mere konkret måde end det ofte sker i håndbøger om organisationsteori om storytelling – fx ud fra grammatiske enheder og syntaktiske strukturer. Det gør det nemmere at arbejde med storytelling – eller narrativer – som genre og begreb.

Narrativer er et sprogteoretisk begreb for mundtlige fortællinger. Begrebet er hentet fra sprogforskeren Labov og den danske sprogforsker Erik Møller, som har videreudviklet Labovs narrativbegreb.

Mindstekrav til fortællingen = temporal lås

Hos Labov skal en narrativ som minimum indeholde en temporal lås: dvs. at der skal være en rækkefølge som betinger historiens form og som ville gøre historien anderledes hvis man byttede om på rækkefølgen fx:

1. Manden var vred og han kørte ind i træet.

2. Manden kørte ind i træet og han var vred.

Eksemplet rummer en minimal narrativ. De to sætninger skifter både syntaktisk og semantisk plads. Erik Møller viser i sin ph.d. afhandling Mundtlig fortælling at den temporale lås kun er en nødvendig, men ikke fuldt tilstrækkelig enhed til identificere en narrativ – eller en mundtlig fortælling.

Labovs narrativ (fortælling)

Hos sociolingvisten Labov skal en den mundtlige fortælling rumme følgende træk:

1. Abstract – indledning om hvad handler historien om

2. Orientation – hvem, hvornår, hvad og hvor?

3. Complicating action – hvad skete der så?

4. Evaluation – og hvad så?

5. Result – hvad skete der så til sidst?

1 og 5 sætter rammen for fortællingen. De andre led kan komme i forskellig rækkefølge og gentages. Der er forskellige kritikpunkter til Labovs definition af narrativen (fortællingen). De væsentligste finder du hos Erik Møller Mundtlige fortællinger – fortællingens struktur og funktion i uformel tale, Ph.d., C. A. Reitzels Forlag, 1993.

Labovs egen udlægning af narrativen

Labovs egen udlægning af narrativen finder du i Labov og Waletzky: “Narrative Analysis: Oral versions of personal experiences” i Essays on the verbal and visual arts, Washington Press, 1967, p.12-45.

Korrigering af krav til fortællingen

For at der er tale om en fortælling, er Labovs krav utilstrækkelige. Det skyldes bl.a. at Labovs mål er sociolingvistisk.

Møller definerer nogle yderligere træk som skal være til stede før der er tale om en fortælling:

1. Refererer til en fortidig, unik begivenhed eller flere begivenheder fortalt som en enhed.

2. Skal være socialt acceptabel.

3. Indeholde en pointe (noget der retrospektivt forklarer publikum hvorfor dette blev fortalt).

4. Fortælleren er en eller flere af de tilstedeværende personer.

5. Rummer en kronologisk rækkefølge, dvs. en temporal lås.

Den mundtlige fortælling er desuden kendetegnet ved at den optræder oftere i uformel, privat tale end i formel, offentlig tale. Og den er en sproglige, kommunikativ fremstilling af en fortidig erfaring.

Et andet kendetegn ved fortællingen er at den ofte rummer en moralsk orden. Fortællinger handler om hvad der var godt og hvad der var skidt. De fortæller andre om hvordan man bør opfører sig eller hvorfor det gik galt. Fortællinger ser dermed både tilbage i fortiden samtidig med at de peger ind i fremtiden. Møller definerer tre kommunikative funktioner som er fremherskende for fortællinger:

• Belæg, dvs. som argument, påstand, korrigering, indvending..osv.

• Underholdning

• Selvfremstilling, dvs. som positiv fremstilling af ens egne persons egenskaber. Ofte er funktionen dækket af en anden kommunikativ funktion.

Fortællinger som identitet og selvbillede

I organisationen afspejler fortællingerne det sociale systems læringsproces og bevidsthed om sig selv. Her er det vigtigt at skelne mellem identitetsnarrativen og jeg-narrativen. Identitetsnarrativen konstrueres af deltagerne i samtalen.

Jeg -narrativen kan være en fortælling som fortælleren har fortalt før – ofte flere gange. Det er de fortællinger vi er trætte af andre kommer med igen og igen. Derfor taler man om “first hearings” – dvs. første gang andre hører den og ikke første gang personen fortæller den.

I det sociale system bruges fortællingen som belæg for hvordan man bør handle, dvs. til at fremstille værdier og søge accept af disse værdier.

Fortællingen som underholdning kan bruges til at styrke eller bekræfte det sociale fællesskab.

Fortællinger med funktionen selvfremstilling bruges kun meget sjældent i vores kultur. Det er oftest ikke velanset at man fremhæver sine egne kompetencer og evner i et fælles forum. Man kan derfor diskutere om der skal være en kommunikativ funktion der blot hedder “personfremstilling” hvor en fortæller fremstiller en andens positive egenskaber.