Hvad vinder man ved at se sine MU-Samtaler igennem (MUS)? Ud over at man slipper for at spilde sin tid unødvendigt og kunne lave noget mere fornuftigt, så er der nogle klare fordele, som jeg ser, når man kigger rundt i MUS-landskabet.
Bevidst, strategisk kompetenceudvikling
Mange virksomheder har decentral kompetenceudvikling uden at en overordnet vision og formål, som det kan hægtes på. Det giver resultater i øst og vest, og der stilles ikke krav til den udvikling man udsætter den enkelte for andet end at man skal fortælle om det, når man kommer “hjem fra kursus”. Der skal mere strategiske tiltag på bordet, ellers kan man ikke matche udvikling, styrke og fremdrift.
Mindske spild af kursuskroner
MUS er mange steder blevet en kursuskrig, hvor den ansatte kommer med en kursusfolder i baglommen og lederen kommer med ros og ord om hvor lidt der egentlig er behov for udvikling – og hvor få kroner der er til hver medarbejder. Lederne skal sætte rammen og måske ligefrem lade medarbejderne selv tale sammen om, hvad der ville være godt at vide noget mere om, for derefter at finde ud af hvem der skal det. Alene af den grund at det er rimeligt dokumenteret at flere på samme kursus fra samme arbejdsplads, giver bedre brug af det lærte.
Styrk organisationen
Gennem samarbejde og sidemandsoplæring får man en masse gevinster, som et kursus ikke giver. Hvem siger at alt skal ske ude i byen? Hvis en anden har kompetencen og kan lære den fra sig, hvorfor så ikke bruge 2-4 timer internt først. Ofte kan det at vente på at den rigtige mand skruer pæren i lampen være en dræber. Hvorfor ikke gøre det selv eller finde en tæt på, der kan. Det giver tværgående samarbejde, relationer, tydelige roller, anerkendelse m.m. Hvis du kan noget uden at du bruger det, så keder du dig, men hvis du kan noget, og får at vide at du er god til det, og at du hjælper andre, så har du et godt job: men dine kompetencer og kvalifikationer er de samme. Nu giver de bare mening.
Bedre relationer mellem ledere og ansatte
Relationer opstår ved gode samtaler, der ikke er inficeret af en magtrelation, men af samarbejde, formål, visionsforfølgelse, støtte, anerkendelse og indsigt. En god MUS opbygger og styrker tillid og er med til at man gør, hvad der bliver aftalt: for når noget skal gøres, så er vi vores egen leder. “I udførelsens øjeblik er individet suverænt” (Citat Nils Bech).
Der er gode grund til at få set organisationens MUS igennem og ikke for at få flere skemaer, men for at gøre det rigtige på den rigtige måde.