Det unormale er ikke normalt

Massemedier bygger på et uhensigtsmæssigt grundprincip, der taler direkte imod at kombinere dem med omfattende brug af AI: de gør det unormale normalt. Det normale er ganske enkelt uinteressant for mennesket. At se et naturprogram med en løve, der sover i 22 timer gider vi ikke – jeg tvivler på at nogen nogensinde har set hele Warhols film “sleep” med Lennon og Ono, hvor de sover i 7-8 timer. Warhols burgerspisning er samme koncept, men det eneste du foretager dig, når du ser den er at undre dig over “er det det?” Sker der ikke noget, og nej, der gør der ikke. På den måde fangede Warhol sin tid, ligesom han fangede, at alle vil have 15 min berømmelse i fremtiden – det var ham, der fandt på de “15 minutes of fame”.  

15 min berømmelse, resten af mit liv er røvsygt

Men det er også kun 15 min for resten af dit liv er mildest talt røvsygt, og de andres 15 min er vi så gået på jagt efter, selvom deres liv er lige så inerverende kedeligt, hvis vi skulle forholde os til virkeligheden. Når unge mennesker i dag synes at det er svært, så tænker jeg at det giver god mening, hvis man konstant og i store mængder bliver eksponeret for noget, der på ingen måde er virkeligheden. Det gælder mad, tøj, underholdning, fantastiske evne, fantastiske øjeblikke, sex, kroppe eller materielle goder. Hvis man ser det hele tiden, så kan det godt være at du i et rationelt, reflekteret øjeblik tror at verden IKKE ser sådan ud, men når du så ligger horisontalt og skal finde på, hvad man kan med en fremmed krop, hvor skal din fantasi så komme fra, hvis ikke var den forskruede virkelighed, som du har udsat dig selv for? Livserfaring opnås ikke gennem andres liv. Det er kilometer, som du selv må ud og løbe. Du kan ikke høre på at andre har løbet et marathon, du må finde din egen vej i det.  

Når vi overeksponerer superhelten

Og hvad sker der så, når vi sætter robotter for hvem verden er begrænset og afgrænset af de data, som de kan opspore digitalt på nettet til at forstå hvem vi er? Det svarer til at præsentere sig selv med de få fantastiske øjeblikke, hvor du virkeligt var på toppen er i bunden af dit liv og så skal folk tro, at det var hele dit liv. Det var det ikke ligesom, der ikke er angivet i hellige bøger at hvilken som helst messias går på potten eller i nogen som helst film at superhelte også kan have hæmorider. Det gider vi ikke høre om. Det er uinteressant og i værste fald ødelægger det billedet af Wolverine eller Batman som de helte vi gerne vil se op til. Til gengæld elsker vi, når de falder for det gør dem menneskelige og sårbare – der findes kryptonit til enhver helt.

Enter Warhol

Hvis du lever i min tid (2020’erne) så bør du være aldeles bekymret og årvågen for det handler ikke om, hvorvidt robotten overtager magten som i filmen “Terminator” eller “The Matrix” – det er en gammelkendt dystopi – det handler om hvordan vores kultur, selvopfattelse og samvær med andre mennesker påvirkes i en grad, der sættes vores etik, moral og medmenneskelighed på prøve i et omfang og en grad, så det kan ændre den verdens vi er i. Det kan blive godt, men hvis medier som Facebook, Twitter og Snapchat er begyndelsen, så frygter jeg for slutningen. Det er en overvejende moralsyg verden, der altid handler om at maskere afsenderens egoistiske mål i et røgslør af meningsløshed og tomgang mens de liv går. Så vil jeg hellere se på Warhol spise en burger.