Uge 1: Tsunami
Tsunami (substantiv): tsu’nami, kommer af japansk og er sammensat af tsu som betyder ‘havn’ og nami som betyder ‘bølge’. Japanerne bruger ordet om flodbølger dannet i forbindelse med undersøiske jordskælv.
Uge 2: Vampyr
Vampyr (substantiv): De fleste kender Dracula, som er set i mange filmiske skikkelser, men han lagde ikke navn til vampyren. Vampyr kommer af oldpersiskvyambura, som egentlig betyder “fjendtlig over for indviet vand”. Figuren Dracula er skabt af Bram Stoker i 1897. Men allerede i 1852 brugte B.S. Ingemann vampyren i sin roman Landsbybørnene og allerede i 1700-tallet var vampyren også kendt – Carl von Linné gav fx en sydamerikansk flagermus navnet Vampyrus Spectrum (spøgelsesvampyren), da den levede af at suge blod fra andre dyr. Vampyren har forskellige navne og skikkelser og forskellige folkesagn. Vampir (tysk), vampire (engelsk og fransk), upyr (russisk), upír (Tjekkisk), vepir (bulgarsk). Siden har vi også fået ordet vampet fra engelsk, som vi kan bruge om kvinder, der nøjeregnende bruger deres seksualitet til at gøre mænd til “ofre” (den kan så diskuteres).
Uge 3: 1 til 10 (talord)
Der er ikke nogen egentlig regel for om talord skal skrives som ni eller 9. Der er dog en uskreven regel om at man skriver tallene et til ni som et, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte og ni. Medmindre man bruger det i forbindelse med andre fx % § £ $. Her skriver man gerne 5 % af beløbet går til… . Især fordi det vil se fjollet ud at skrive fem til 11 procent. Som udgangspunkt er det dog nemmer at læse talord skrevet ud, end med tal, hvor meget er det lige det her 1.000.000.000? Det er lidt nemmere, hvis der bare står 1 milliard.
Uge 4: Handikap / handicap (substantiv)
Man kan have et handicap selvom det skyldes noget, man ikke har, modsat i golf, hvor et handikap er noget man har. Ordet kommer af et udtryk: hand in cap. Frit oversat til ‘hånd i hue’. Spillet skulle have været en art hasard hvor man trak lodder op af en hue før et væddeløb. Det er ikke helt klart hvad spillet egentlig gik ud på, men det har muligvis været således, at man træk lod om, hvad man kunne satse på inden løbet. Man bestemte ikke selv sin lykke og sad meget i skiftende held. Den generelle betydning af handikap er at man har vanskeligere ved at gøre noget end normalt. Inden for sport har det til mål at gøre den stærke svagere og dermed spillet mere interessant for begge parter.
Uge 5: -e/-es (endelse)
Der er flere der synes at være i tvivl om, hvorvidt man skriver fx Den kan ikke fåes/ fås her, Den skal syes/sys i hånden… osv.. Det korrekte er at bruge fås. Der skal ikke bruges et ekstra e i verber der ender på -å. Derimod er det valgfrit når verbet ender på trykstærkt -i, -u eller -y, hvis det er før endelserne -s og -r. Dvs. her kan du både skrive: Suppen skal sies/ sis, alle fanger skal befris / befries, bukserne skal syes/ sys, han fornyr / fornyer sig hvert år, der er ikke andet der dur / duer.
Uge 6: Vitamin; -et, -er (substantiv)
Der er vitaminer i den dreng. ordet vitamin har man næsten den eksakte dato for oprindelsen af. Den polske forsker, Casimir Funk, havde opdaget at fugle som spiste upolerede ris ikke fik en sygdom, som minder om beriberi (mangel på B-vitamin, som giver træthed og forstoppelse) hos mennesker. Der måtte derfor være noget i skallen som forbyggede beriberi – det som senere blev til B-vitamin. Funk skrev om sin opdagelse i 1912, at han foreslog ordet vitamin – sammensat af vita (liv) og aminer (organiske kvælstofholdige forbindelser). Dermed fik ordet for de stoffer som livsvigtige for kroppen – vitaminer.
Uge 7: Neskaffe (substantiv)
Vi har egentlig ikke ordet på dansk, men det er ved at forankre sig frem for det engelsk instant coffee. Neskaffe har fået navn efter den svejtsiske forretningsmand og apoteker Henri Nestlé (1814-1890). Han grundlagde virksomheden Nestlé i 1867. Henri Nestlé skabte som den første i verden en industriel produktion af modermælkserstatning. Senere fik vi frysetørret kaffe fra Nestlé, hvor den første del nes- har lagt navn til det, vi i daglig taler kalder for “neskaffe”.
Uge 8: Indoeuropæisk (sprogstammer)
Når man henviser til, hvor dansk stammer fra, så taler man ofte om indoeuropæisk – en fælles indisk+europæisk sprogstamme. Indoeuropæisk findes ikke i nogen skreven tekst, men er noget man har fundet frem til ved at sammenligne sprog. Man gætter på at den oprindelige sprogstamme har delt sig omkring 3.000 f. Kr.. Det ældste overleverede indoeuropæiske sprog i Europa er mykensk græsk, der går tilbage til ca. 1400 f.Kr. Den danske sprogforsker Rasmus Rask var blandt dem der viste, at der var lyde og stavelser på tværs af sprogene, der lignede hinanden. Man kan altså ikke sige at vi taler rent dansk. Vores sprog i dag er en blanding af indoeuropæisk, græsk, latin, fællesgermansk, oldnordisk og engelsk. Når vi så taler om Nudansk, så mener man “dansk som det tales i Danmark i dag”. Det er det vi bruger dagligt og opfatter som dansk. Muligvis eksisterer det mest som skriftsprog. Nudansk blev først et begreb i 1953.
Uge 9: –
Udgået pga. ferie.
Uge 10: Gratis (adjektiv, ubøj.):
Gratis lyder som et dansk ord, men ak. Det har ikke forandret siden romerne brugte det et par hundrede år før Kristus, som fx gratis habitare – at bo uden betaling. Datidens skuespilforfatter, Terents, bruger udtrykket gratiis i komedien “Adelphoi” – si non pretio, at gratiis; hvis ikke for pengene, så gratis, siger familiefaderen der vil sælge sin datter. Fra Terents tid var gratis en bøjet form af substantivet gratia. Det er egentlig her ordet gratis kommer fra. Gratia betød: tak, nåde eller venlighed uden at man gav noget til gengæld. Senere er det blevet til danske ord som gratulere, gratie, gratist og gratiale.
Uge 11: Havari (substantiv):
Ordet havari kommer fra søfart, men vi bruger det også gerne i udtryk som ‘havariblink’ (bilens katastrofblink). Det var araberne der tog ordet med til Italien som awarija = vandskadede varer. Awar = skade på arabisk. Italienerne har siden fået ordetavaria. Men hvorfor så havari på dansk? Muligvis skyldes h’et at de nordiske sprog har hentet havari fra tysk. Her misforstod man at ordet havde noget med det tyske hafen (havn). I 1683 optræder ordet Averie i Chr. V’s Danske Lov, hvor man mener at ordet har været nyt på dansk.
Uge 12:Celcius, Kelvin, Fahrenheit, Reamur (temperaturskalaer)
Celcius hed Anders til fornavn. Han var en svensk astronom og fysiker (1701-1744), som satte temperaturskalaen mellem vands frysepunkt (0 grader) og kogepunkt (100 grader). Men Baron William Thomson Kelvin af Largs (1824-1907) satte sin skala efter et absolut nulpunkt = -273,16 grader Celsius, hvor intet bevæger sig. Nu skal det ikke være helt nemt med fysik, så Gabriel Daniel Fahrenheit satte sit frysepunkt til 32 gr. og vands kogepunkt til 212 gr. Celcius – Fahrenheit (1686-1736) var fysiker og glaspuster, og han satte skalaen efter menneskets kropstemperatur. 100 grader Fahrenheit svarer ca. til 37 gr. Celcius. Skalaen anvendes mest i engelsktalende lande. En mere ukendt forsker var franske Réaumur (1683-1757) hans skala gik kun over 80 grader mellem frysepunkt og kogepunkt.
Uge 13: Grammatik (substantiv)
Ordet grammatik kommer af det græske grammatike, som betyder ‘kunsten at læse og skrive rigtigt’.Gramma betyder ‘bogstav’eller ‘det indristede’. Grammatik er læren om hvordan skriftsprog er bygget op. Sprogets byggesten kalder man for morfemer (morfologi = læren om form), dvs. hvordan ordenes dele sættes sammen til ord. Morfemet er den mindste enhed som bærer en betydning. Den anden del af grammatik er læren om syntaks, der beskriver hvordan ord optræder som sætninger. I ordet ‘mandens’ er der tre morfemer: mand-, -en- og -s. ‘man’ giver ikke betydning til dette ord, men er morfem for ordet ‘man’. Syntaks er en måde at klassificere ordenes funktioner i en sætning, fx taler man om dansk som et SVO-sprog, fordi subjekt, verbum og objekt følger hinanden; ‘Mandens bil er sort’ – med mindre der er tale om en spørgende sætning, så bruger vi VSO-formen; ‘Er mandens bil sort?’. Hvor rækkefølgen af ordklasser ligger forholdsvis fast på dansk, så har vi ikke nogle regler eller lovgivning som fastslår fx bøjningen af ord eller et ords artikel (en/et). En bøjning som fornemme, fornam, fornummet er helt gået ud til fordel for en svag bøjning af ‘at fornemme’.
Uge 14: At falde i staver (idiom)
Et idiom er en talemåde, som fx “At falde i staver” = være åndsfraværende, ikke tilstede, stirre tomt eller falde hen. Men hvad er det for nogen “staver”? Hvorfor ikke falde i stave? Et andet idiom viser det lidt tydeligere “At løbe sig en staver i livet”. Gamle vendinger har en tendens til at bevare gamle sprogformer, som fx “Hvo” for hvem i “Hvor intet vover,…”. En staver var en afskåret gren eller en træstub, hvor ordet staver kommer af stauær (dansk a. 1100-1500). Men ordet stav betød oprindeligt “at stå stift som en støtte / træstamme”.
Uge 15: …
Udgik pga. travlhed
Uge 16: Album (substantiv)
Vi har mange forskellige albummer/album. Fotoalbum, møntalbum, frimærkealbum, pladealbum, cd-album…osv. Album kommer af albus = latinsk for ‘hvid’. Vi kender det fra et ord som ‘albino’. Ordet blev brugt om hvidkalkede tavler som i Romerriget blev brugt til at skrive officielle “kundgørelser” på, fx bemærkelsesværdige hændelser som skete i løbet af et år, regler for retspleje eller oversigter over personer. Man mener at ordet er en oversættelse af det græskeleukos (hvid). På græsk hed tavlerne leukoma, som blev til det latinsk album (hvid tavle). Senere skiftede tavlerne farve, men som ofte holdt sproget fast i ordet album. Senere er betydningen dog vendt tilbage, daalbum har betydet ‘en bog med hvide sider’, fx fotoalbum, glansbilledealbum eller autografalbum, som har hvide sider før man fylder albummet ud.
Uge 17: …
Udgik pga. redesign af elkan.dk
Uge 18: Håndhæve (verbum)
Man kan hæve hånden og ordensmagten kanhåndhæve loven. Men der er ikke tale om at hæve noget, men om at have Ordet er lånt fra gamle tyske ord ‘hanthaven’ = at have i hånden. En ældre dansk findes som ‘handhave’. Man mener at det ordet er nedarvet fra latin manu tenere = holde i hånden i betydningen at støtte. Mere genkendeligt er det i det engelske ord ‘maintain’ og det franske ‘maintenir’. Ordet håndhæve betød således at hævde i betydningen at beskytte og opretholde. Måske burde det hedde ‘håndhævde’, hvorfor den form af og til dukker op i det danske sprog, hvis ikke det lige var for at sprogkonservativt dansk folk, der ønsker at bevare de former de kender 🙂
Uge 19: at (konj., markerer infinitiv for verber)
“…fordi at…” det kan man ikke sige, synes nogen. Men det må man faktisk godt sige. Det er ganske vanskeligt at lade være, men husker du det, bør du undgå at skrive det. Er du i tvivl om hvorvidt ‘at’ skal med eller ej, så lad være efter gide og turde – han gider ikke ( ) gå med; han turde ikke ( ) sige det – og undlad også ‘at’ efter ord i klasse med: hvis, når, som, selvom, før, hvem…osv.. Disse ord indleder en ledsætning (bisætning). Du kan med god ro udelade ‘at’ fra sætningskløvninger, fx Det er på torsdag ( ) han kommer tilbage.. Til gengæld skal der altid at efter: behøve, efter, forudsat eller ‘under forudsætning af’. Visse sætninger kan både være med eller uden ‘at’, fx: Det er underligt (at) han ikke ringer tilbage; Vi lovede (at) de skulle høre fra os igen; Vi har lige set (at) der ikke er flere penge i kassen. I mere formelt skriftsprog, vil man typisk tage ‘at’ med, men vær indstillet på at den yngre generation vil hæve et øjenbryn 😉
Uge 20: Ligge og lægge (verber; handling og tilstand)
Brugen af ‘lå’ og ‘lagde’ er folk sjældent i tvivl om brugen af, men ligge og lægge skaber ofte vanskeligheder. Ligge og lægge har selskab af sidde, springe og hænge. Ord som ligge, springe bruges når der ikke er noget direkte objekt (genstandsled). Ord som lægge, sætte, sprænge og vække bruges altid med direkte objekt, dvs. man lægger noget, man sætter noget, sprænger noget og vækker nogen. Man kan også beskrive det som: at lægge = at få noget til at ligge, at sprænge = få noget til at springe. Blyanten ligger på bordet, men Han lægger blyanten på bordet. De verber kan bruges uden direkte objekt kaldes også for intransitive og de som bruges med et direkte objekt kaldes for transitive – verbet ‘virker’ på noget, ‘transformere’ det. En af de helt forbudte er ‘Hun hangjakken på knagen’ – det hedder: ‘Hun hængte jakken på knagen’.
Uge 21: Orddeling
Orddeling er vigtigt hvis man bruger lige marginer eller smalle spalter. Man kan ikke dele ord som det passer en, men der er et par regler at vælge imellem. Sidst på en linje må der ikke stå en ordforbindelse, som ikke findes i et normalt dansk ord, fx komm-unikation eller telef-on. Man kan altid dele ved sammensætninger fod-bold. Afledninger kan altid deles ved endelsen; lærer-inde. I ord med flere konsonanter deler man mellem konsonanten; lig-ger. Ved to vokaler, deler man mellem vokalerne, hvis de hører til hver sin stavelse; fi-asko, to-er. Ord hvor vokalerne ikke giver to stavelser, deler man ikke, fx gear. Ord med ch, ck, dh, gh, sc, sch, sh og sj må ikke deles, når konsonanterne hører til samme stavelse, fx er spa-ghetti fint, men ikke fas-cisme. Ældre sprogbrugere kender til “dobbelt delestreg”. Her kan man opleve en parentes, som bruges til at skelne mellem bindstreg i et ord og en delestreg, men fænomenet er på retur.
Uge 22: …
Udgik pga. travlhed med redesign af elkan.dk
Uge 23: Snob (substantiv)
Snob bruger vi nedsættende om en der ser ned på folk af lavere social klasse. Det har dog haft en helt anden betydning. Det kommer af engelsk og i 1785 bruges det om ‘en skomager’. På dansk får vi ordet fra en oversættelse af The Book of Snobs (1848), som oversættes til dansk i 1864 – her lyder definitionen “Den, der beundrer jammerlige Ting paa en jammerlig Maade, er en Snob.” Gustaw Wied oversatte senere samme sætning til “Den der er foragtelig nok til at krybe for Idioter, er en Snob!”. I The Book of Snobs er betydningen, at det er en der ønsker at fremstå rigere, end vedkommende egentlig er. I visse områder af England blev snob også brugt om borgere uden akademisk uddannelse.
Uge 24: …
Udgik pga. travlhed med redesign af elkan.dk
Uge 25: At eller Og (konjunktion)
De fleste siger ‘å’ når de skal sige ‘og’ eller ‘at’ – Han er ude å plukke æbler. Derfor blandet vi dem ofte sammen i skriftsprog. Når det står foran infinitiv, bør man skrive ‘at’ – hun troede at den var tom, men han nåede at hælde vand på. Når ‘å’ betyder det samme som ‘for at’, bør man også bruge at – han er ud for at slå græsset. Reglen er her at det er efter retningsadverbier, dvs. ud, ind, op, ned, hjem, hen…osv. Men da det er så udbredt i talesproget at sige ‘Jeg skal ind og læse’. Om ikke andet bør man tage det som et tegn på afslappet sprogbrug. Er man i tvivl, så brug ‘at’. Efter imperativ bør man skrive ‘at’ – Husk at slukke lyset; Husk at slå brædtet ned; Husk at rydde op; Husk at vaske op…osv. ‘Og’ kan bruges når handlingen er sideordnet; Han skal ud og lege = Han skal ud, og han skal lege.
Uge 26:Højre og Venstre (adjektiver)
Et politisk parti kan være til højre for midten, til højre eller helt til venstre. Men hvilken højre? Udtrykket går tilbage til den franske revolution omkring 1780’erne. Her kunne man sidde ‘à la droite du président’ dvs. til højre for formanden. Stænderne, de adelige og kirken sad til højre – de partier som ønskede det bestående. Til venstre sad de som ønskede radikale ændringer for tredjestand. Omkring 1790’erne sad man ikke længere til højre eller venstre, men var til højre ( côté droite) eller venstre (côté gauche). Sprogbrugen nåede til Tyskland, hvor de nordiske lande har samlet den op. Det oprindelige parti Højre i Danmark ændrede i 1915 navn til Det Konservative Folkeparti. Venstre var oprindeligt Det Forenede Venstre – dengang et parti for de der følte sig undertykte og ønskede en revolution. De blev set som oprørere og omstyrtere af samfundet, men som de fleste sikkert ved, er Venstre i da flyttet over på den liberale sidde af ‘formanden’.
Uge 27: -treds, -sindstyve og halv- (talord)
I Norge og Sverige siger de femti hvor danskerne siger halvtreds. Vi fortsætter med tres, halvfjerds, firs og halvfems. De egentlige former er halvtredsindstyve,tresindstyve, halvfjerdsindstyve, firsindstyve oghalvfemsindstyve. I endelsen -sindstyve betyder sindstyve ‘gange med tyve‘. Det kommer af gamle dages beregning med en snes = 20. Man ganger dermed 20 med halvtredje (2½), halvfjerde (3½), halvfemte (4½). Man regner med heltallet minus en halv. Så er der afvigeren i fyrretyve = fyrre (40), men det har ikke noget med tyve at gøre. ‘Fyrretyve’ svarer til det gammeldanske fyritiughu = fire tiere, og tallet hører til titalssystemet. Man kan ikke altid regne med at der er system i tal.
Uge 28: Atlas (substantiv)
Et atlas er en bog med kort og lande – oftest bruges det om bøger med kort over hele verden. Det første atlas så dagens lys i 1595, da geografen Gerhard Kremer udgav en bog med kort med titlen Atlas. Egentlig opkaldte han sin bog efter sagnkongen Atlas af Mauretanien, men da bogen havde titanen fra den græske mytologi Atlas afbilledet på forsiden, hvor han bar jordkloden på sine skuldre, så var det lige til at den græske Atlas blev til atlas. I mytologien er det egentlig himmelvælvingen Atlas bærer på sine skuldre. Atlas har også lagt navn til den øverste halshvirvel i menneskets rygrad, som bærer kraniet (‘kloden’). Lidt mere ukendt er det at Atlas også har lagt navn til Atlantis, og at sagnet om Atlantis har lagt navn til Atlanterhavet.
Uge 29 – 36 : Ferie
Elkan.dk holder en lang og tiltrængt ferie.
Uge 37 : Højest eller højst (superlativ + adverbium):
Det kan være svært at høre forskel, men den er der. Højst bruger man som maksimalt – “Han kommer højst op på en tredjeplads” – eller “Det var højst mærkværdigt”. Det tager samme plads som ikke – “Han kommer ikke op på en tredjeplads”. Højest bruger man i alle andre tilfælde – især om højder i konkret eller abstrakt betydning. Man bruger formen i sammenligninger: “Hvem er højest?” eller “Jeg sætter bløde pakker højest på ønskelisten”. Forskellen er at højest kan både fungere som superlativ høj / højest / højeste, hvor højst kun kan fungerer som adverbial. Hvis man kan omskrive sætningen og bruge højest-e, så er det formen højest, der er den korrekte.
Uge 38: Megen eller meget (adjektiv – intetkøn + fælleskøn)
Det er ikke altid helt klart hvornår man skal bruge megen og meget. Meget kan bruges foran ord af begge køn. “Meget mælk” (en) eller “meget vand” (et). I talesprog bruger vi stort set kun meget. Megenkommer nemt til at virke lidt højstemt og gammeldags, men der er dog enkelte undtagelser; han fik ikke megen søvn, eller fx når vi har den som bestemt form “al den megen mad” eller “den megen omtale”. I andre tilfælde er der tale om faste vendinger som “megen omhu” eller “megen pli”. Med “meget” er der faste former som “hvor meget”, “det er lige meget” og “så meget”. I et udtryk som megen god mad / meget god mad, er der en forskel, som kan vises ved: “der var megen god mad” / “det var meget god mad” – dvs. om maden var god og i store mængder, eller om den var ekstra god.
Uge 39: Bekræfte eller bekræftige (verbum, -e / -ige; -igelse)
Den korrekte form er bekræfte. Bekræftige er en ældre form på dansk, som ikke længere er særlig udbredt. Der sker dog ofte fejl, når man skal skrive bekræftelse eller bekræftigelse. “Bekræftige” har dog aldrig været med i Dansk Retskrivningsordbog. Forvirringen skyldes nok også at der for visse ord er valgfrihed. Det gælder: bevilge eller bevillige, indvilgeeller indvillige og forpligte eller forpligtige. Man skal blot være opmærksom på at ord, som sjældent bruges mundtligt kan virke forkerte på enkelte sprogbrugere, fx forpligtige. I andre ord er det kun den lange form med -igelse der er korrekt: afskedige og afskedigelse(ikke *afskedelse), bemægtige og bemægtigelse (ikke *bemægtelse), besigtige og besigtigelse (ikke *besigtelse), beskadige og beskadigelse (ikke *beskadelse).
Uge 40 Kanon (en; substantiv)
Der tales om en kulturkanon, en litterær kanon og en sangkanon – [ka:nån] med langt ‘a’. Har det noget med krigskanoner der kan brage at gøre – ja, faktisk lidt. Kanon kommer af det græske kanon = rettesnor, målestok eller rør. Tanken bag er dermed den samme, dvs. at gøre noget lige eller at rette ind. Ordet findes også i ‘kannik’, hvilket er en person, der lever i et katolske domkapitel efter katolske regler. Egentlig betyder det en der lever efter en katolsk kanon. Når noget er kanonisk, så fungerer det som rettesnor eller forbillede for det der kommer efter. Udbrydet ¨’kanon’, fx :”det var da helt kanon”, er af nyere dato. Det findes registreret som en fast del af det danske sprog omkring 1997.
Uge 41: Phising (fremmedord, eng.)
Phising er nået ind i det danske sprog. Ordet dækker over sociale hackeres “fiskeri” efter adgangskoder, kreditkortoplysninger eller andre følsomme informationer. Hackere bruger ofte omskrivninger af ord, bl.a. for ikke at blive opdaget i hvad de skriver om, og dermed gøre det svært for myndigheder at søge på nettet eller spore samtaler over nettet. Phising betegner en slags spammails der ved at bruge det man kalder for “social engineering” til at få adgang til folks penge eller personlige oplsyninger. Hackeren “phisker” ved at smide madding ud til mange tusinde modtagere, fx via en mail, der ligner en mail fra en anerkendt bank eller hjemmeside (fx eBay, Nordea, AOL). Hackeren forudsætter at folk har en bestemt social adfærd, som fx at man stoler på en mail fra en bestemt afsender. Mailen maskeres til at ligne noget fra ens bank og linker til en hjemmeside, der ligner ens banks. En masse modtagere sletter mailen, men nogle vil gå ind og bruge et medsendt tilbud eller skrive deres informationer på den falske hjemmeside, og dermed er der bid og “phiskeriet” er en succes. Ordet er første gang registreret i 1996 i en amerikansk nyhedsgruppe på internettet. Fænomenet opstod omkring 1990. Nye ord optages ofte direkte. Med tiden kan de opskrives eller ændre form. Andre ord er helt selvopfundne danske, fx babylift, som ikke findes engelsk.
Uge 42 – 45
Udgik desværre pga. arbejde med erhvervsPhD
Uge 46: Bog og bog (en og et)
Bøger (dem vi læser) og bøg (træet) lyder ens og de er faktisk også beslægtede. Alt tyder på at bog har betydet ‘skrivetavler af bøgetræ’. Når vikingernes runer ikke har tværstreger og runde linjer, så skyldes det at man først skar i bøgetræ og dermed fulgte træets lodrette linjer. Ordet bog kommer af det oldengelske boc som vi ret hurtigt arvede til Norden og vores sprogslægt. Derfor ligner book (UK), buch (D), bok (S) og bog (DK) hinanden. Bogstaver er dannet af runernes ‘stave’ og materialet ‘bøg’. Man beholdt ordet stav, da det latinske alfabet begyndt at melde sig. På oldengelsk hed det bocstæf. Senere blev bog udtryk for en samling af bøgetræsplader, som man havde skrevet på. Senere opfandt man papir, men ideen og ordet er det samme.
Uge 47: Samt (konjunktion)
Man ser ofte ‘samt’ brugt i stedet for ‘og’ i opremsninger. Samt betragtes som et fint eller højtideligt og stift ord, der altid kan erstattes af et og. I talesprog svarer samt til at sige plus. Derfor er det en god regel kun at skrive samt, hvis du egentlig kunne skrive plus. Samt har dog også en funktion af at fremhæve, dvs. ‘og i øvrigt’. Det gælder fx hvis man omtaler en bil: “Den nye model har airbag samt GPS og EPS som standard”.
Uge 48 – Der eller som (formelt subjekt; konjunktion):
De gæster som kommer til festen / De gæster der kommer til festen. Hvad er det rigtige? Man kan faktisk bruge både som og der når de står som subjekt (grundled) i ledsætningen. Her har de så at sige samme værdi, der er dog en forskel i stil. Der kan virke mere mundret end som. Dvs. at det er tættere på vores almene talesprog. Man kan kun bruge som i sætninger hvor det står som konjunktion, fx ‘Her er den båd som vi vil købe’ og ‘Den film som jeg fortalte dig om, går i biografen kl.19’. Her giver som ikke den store betydningsforskel, men har en grammatisk funktion af konjunktion. At udelade som får også ens sprog til at virke mere uhøjtideligt og talesprogsnært. ‘Her er den båd vi vil købe’. Endelig kan man brugesom og der efter en sideordningskonjunktion, fx og, også selvom som er subjekt i ledsætningen: har du set den film der/som går i biografen kl.19?
Uge 49 -51: Juleferie og nytårsfri
Ses i det 2006
Indlæser ...
