Storytelling til tælling?

Hvad er storytelling, og hvad skal de humanistiske videnskaber bruge det til. Storytelling har op igennem 90’erne været et modeord. Artiklen debatterer storytelling og brugen af storytelling i praksis

Udgivet som artikel i Spindet – tidsskrift for Sprogpsykologi (November 2003)

– af Mikael Elkan (cand.mag.) mikael@elkan.dk

Selvom man er vokset op i en andegård bliver man ikke til en svane. Kan du gætte historien. Den er nem, ikk’ – det er storytelling til gengæld ikke. Storytelling har vundet indpas på den arbejdsmarkedets humanistiske fronter det seneste år. Mette Sahl Larsen præsenterede ved en temaaften arrangeret af FAFOS smukt en af de mange facetter ved storytelling; den mundtlige fortælling og den mundtlige fortællings funktion. Men storytelling bliver brugt om mangt og meget og ofte. Det er et diffust begreb og et komplekst redskab. Det bliver brugt i forbindelse med markedsføring, medarbejderpleje i virksomheder, som ledelsesredskab og analyse af organisationskultur, men som redskab kan storytelling være lige frem ødelæggende for virksomheder såvel som opbyggende.

Overordnet bruges storytelling som følgende:

• Storytelling som hukommelsesteknik
  Påstand: vi husker fortællinger bedre end tørre tal og fakta. Fx er det nemmere at huske salgsteknikker ved at fortælle historier om hvordan reglerne for salg kan anvendes frem for at remse dem op.

• Storytelling som identifikationsbegreb 
  Påstand: vi kan bedre relaterer os til personer i fortællinger end til abstrakte mål. Fx hvis en leder fortæller en historie som rummer de værdier han/hun ønsker at give videre til medarbejderne i stedet for at opstille mål som ”Mere effektivt samarbejde”.

• Storytelling som identitetsbegreb 
  Påstand: fortællinger er med til at definere vores identitet og hvad der er godt og ondt – skurke og helte i vores liv. Fx kan fortællinger være med til at bevare en virksomheds identitet hos medarbejderne, eller et produkt kan vinde markedsandele ved at have rollefigurer som lancerer produktet eller at produktet sættes ind i en historie der repræsenterer værdier, fx DSB’s Harry, Sonofons Polle fra Snave, Kims chips…osv..

• Storytelling som pædagogisk formidlingsteknik 
  Påstand: det er lettere at forstå noget der gøres konkret via en fortælling og dens personer end at skulle forholde sig til abstrakte værdier. Fx præsentation af et årsregnskab eller virksomhedens mål.

• Storytelling som forklaring eller argument
  Påstand: Fortælling rummer en forklarende kraft som vi nemmere tager til os. Fx hvorfor man har særlige forældreordninger i en virksomhed eller hvorfor der ikke er alarmer på dørene.

Der er flere aspekter af storytelling hvor vi som sproganalytikere kan og bør bidrage til udviklingen . Effekten af storytelling som virkemiddel eller som interaktionel form mellem fortæller og lytter er nemlig ikke videre undersøgt i forbindelse med virksomheder, men da alle gerne vil være med på vognen, er storytelling derfor også ofte pakket ind i gammelkendte metoder og gammelkendt oldtidsretorik. Det er et nyt, hot emne, som mange af de gamle ulve har iklædt sig for at lave de samme gamle hundekunstner. Derfor er det også spået en hurtig og skånsom død i havet af nye griller inden for pr, kommunikation og markedsføring. Men som sprogfolk kan vi bidrage til at kortlægge og undersøge muligheder i disse redskaber.

Det begyndte i de dage…

Den der har lanceret storytelling herhjemme er Rolf Jensen der med bogen The Dream Society (1999) slog tonen an til hvordan virksomheder skal til at tænke deres produkter og ydelser ind i fortællinger, som vi som forbrugere kan identificere os med. Vi køber ikke produktet for dets kvaliteter og egenskaber, men for dets symbolværdi som det tillægges via virksomhedens eller en helts historie. Helten behøver ikke være en bestemt person eller figur, men kan være en arketype som Nikes vinder. Den arketypiske helt eller idol kan genbruges i forskellige former der passer til tidens øvrige mode og luner. Det ene popidol kan skiftes ud med det andet (Michael Jackson med Britney Spears) i fronten for Pepsi. Adidas kan skifte den ene fodboldstjerne ud med den anden.

Denne tanke kan lade sig gøre p.g.a. med tanken om det postmoderne tab af de store historier. Vi har tabt eller afvist de store historier i religionerne og familiens historie. Hver enkelt søger sine egne værdier, sin egen identitet, sin egen religion, og det skaber et tomrum som giver plads til at produkter som Nike, Harley Davidson, Diesel, Pepsi, Alfa Romeo, Volvo og andre produkter kan udfylde de store huller i vores livs drømme. Måske er det sandt, måske ikke. Køber du Colgate eller den navnløse tandpasta til halv pris? Hvis det er sandt, så følger der ikke alene et spørgsmål om i hvilket omfang storytelling er med til at videregive produktets værdier til forbrugerne via fortællingen og helten, men også et etisk og moralsk ansvar for de virksomheder kan udfylder det meningsgivende hul efter tabet af de store historier.

Det var den andegård…

Nåede du at tænke hvad du skulle med den andegård i første linje? Læs den igen og kom tilbage hertil… Tag den sætning og få den til at komme ud af munden på en der polemiserer i indvandredebatten – det giver en lidt anden kontekst. Men har vedkommende så misforstået H. C. Andersens eventyr, eller rummer den fortælling netop også alle mulige andre betydninger og modbetydninger, og hvad er grænsen for fortolkningen. Afhænger forståelsen af teksten af fortællingens muligheder eller af læserens/lytterens evner? Kan vi være sikre på at det vi ønsker at fortælle er det der bliver forstået? Hvor går grænsen mellem at sige noget klogt om en tekst og at henvende sig på psykiatrisk afdeling for at for optrappet sin medicinering? Det er et evindeligt, og måske uløseligt, hermeneutisk dilemma. Enten kan vi sige at den der har magten i samtalen afgør betydningen, og at læseren/lytteren kan underkaste sig den magt ved stiltiende at acceptere og ikke stille spørgsmålstegn.

I danske ordsprog finder man mange af disse dobbeltheder hvor vi acceptere betydninger i fravær af modbetydninger: ”hastværk er lastværk”, men ”den der kommer først til mølle får først malet”; ”Man skal løfte i flok”, men ”For mange kokke fordærver maden”. Ikke desto mindre fungerer de glimrende som argumenter og råd folk ofte følger når de bliver præsenteret for et lignende ordsprog.

Det samme gælder fortællinger i talesproget. Når vi fortæller i en almindelig dagligdagssamtale så er vores lyttere ikke alene lyttere de er medfortællere i og med at de lytter. Vi tilpasser historien til situationen, vi justerer den til deres verdensbillede og deres forståelse. I København fortalte man i en lang årrække Århusvittigheder i Århus fortalte man Københavnervittigheder. Fortællinger kan have forskellige strukturer som vi kan genbruge og genkende – rammer som gør dem fleksible i deres udtryk og giver fortælleren plads til at improvisere og tilpasse (det kan man ikke med et tredjegradspolynomium eller et årsregnskab). På samme måde kan fortællinger mellem medarbejderne i en virksomhed muligvis have forskellige grundstrukturer – fortællinger om ”den gode medarbejder” fortællinger om ”at være kvinde på en mandearbejdsplads”, fortællinger om ”ledelsens sande ansigt”…osv..

Mundtlige narrativer kan altså tolkes af afsender og modtager idet de fortælles. Vittigheder er som nævnt kort en af de genrer hvor genfortællingen kan tilpasses sit publikum, og hvor genren ofte spiller på publikums medvirken. Lad det komme an på en prøve. Kender du den om…:

”En fyr følte sig ensom og besluttede sig for, at han ville anskaffe sig et kæledyr – helst et, der var lidt usædvanligt. Han gik ned i den lokale dyrehandel, og efter nogen overvejelse valgte han et tusindben som han fik med i en lille, hvid æske. Han bar æsken hjem, fandt et godt sted til den og tænkte, at han ville tage sit nye kæledyr med på det lokale værtshus for ligesom at lære kræet at kende. Han stak hovedet ned til æsken og spurgte: Vil du med ned på den lokale og have en øl sammen med mig? Der kom intet svar fra æsken. Det irriterede ham lidt. Han gik lidt rundt og efter et par minutter spurgte han igen: Vil du med ned på den lokale og have en øl sammen med mig? Stadig intet svar fra æsken. Nu var fyren selvfølgelig i tvivl om hvor godt tusindben faktisk hører, så han stak hovedet helt ned til æsken og råbte: HEY! VIL DU MED NED PÅ DEN LOKALE OG HAVE EN ØL SAMMEN MED MIG? Da lød der en lille stemme nede fra æsken: Jeg HAR hørt dig! Jeg er jo for helvede ved at tage sko på!”

Jeg har fremhævet et par ord: ensom, kæledyr, usædvanligt, tusindben. Det første lytteren kan spørge til: Hvorfor var han ensom? Havde han ingen venner? Det er jo ligegyldigt for pointen; at dyret godt kan høre, men er ved at tage sko på og tusindben har mange fødder. Dermed er pointen allerede slået an i tekstens indledning; den styrer frem mod noget bestemt. Ordet ”ensom” kan afføde en mulig intention om at han gør noget for at få selskab. I vores kultur kan man gå ud og få en øl sammen. Men hvorfor et kæledyr? Og er tusindben usædvanlige (siger måske noget om vores nordiske kultur?) – og tusindben: en af mine bekendte er dansktalende polak. Da han skulle fortælle vittigheden videre på polsk til familien, havde han ikke overvejet at et tusindben hedder et hundredeben på polsk. Hvorfor familiens latter allerede slog ind, da han direkte oversatte ”tusindben”, og historien var gået i stykker. Det viser hvordan fortællingen ligeledes er i lytterens nåde som fortællerens. Nogle fortællinger duer ikke i nogle sociale kontekster og andre ikke i andre. Bemærk fx hvordan de færreste stiller spørgsmålstegn ved om tusindben drikker øl eller ej, om de går med sko. Den slags realisme er uden for denne type fortælling. Som læser/lytter må man acceptere fortællerens og hovedpersonens præmisser for at fortællingen kan lykkes. Vi kan lynhurtigt stille os på bagbenene og få en almindelig samtale til at gå i stykker, hvis vi vil det.

Storytelling sendt til tælling?

Dermed er storytelling ikke sendt til tælling. Den fortællende, eller narrative, form er en velkendt form i vores talesprog. Vi bruger den dagligt – både til at få bekræftet om vi handlede korrekt i en situation, til at videregive glæder og sorger, til at argumentere…osv.. Men dermed er det ikke sikkert og vist at vi kan gå den anden vej. At vi kan konstruere fortællinger og dermed sige at fortællinger er gode som argumentation eller hukommelsesteknik. Der er forskel på fortællingens interaktionelle funktion og dens kognitive funktion – hvoraf den sidste er uundersøgt. Willam Labov har undersøgt narrativers form og funktion, det samme har Lisa Capps og Elinor Ochs. Herhjemme har Erik Møller bidraget til den interaktionelle narrativforskning. Men storytelling kan sagtens bruges som redskab til at identificere rollerne i en virksomhed, på et marked, og storytelling kan også sagtens bruges til at gøre noget abstrakt mere konkret, men det er ofte på bekostning af præcisionen. Fortællingen er ofte kun en didaktisk genre i form af dens morale – sådan skal små piger passe på når de går gennem skoven til bedstemor. Dette fokus på fortællingen – især i eventyr – kommer dog først ind med Bruno Bettelheim i 1976 og hans udlægning af eventyr som essentielle for børns udvikling. Senere tager postmodernister som Capps og Ochs fortællingen, narrativen i talesprog op som en måde at konstruere sig selv og positionere sig selv i samtaler.

Der er altså forsket en del i den mundtlige narrativ. Men vi mangler fortsat at undersøge om fortællinger er bedre som hukommelsesteknik, som jeg-identifikation eller som pædagogisk formidlingskneb. Det er her de hermeneutiske fag også har et stort ansvar, da vi er med til at stille spørgsmålstegn ved betydningerne af folks sprog og sprogbrug. Det vi alle opfatter som vores kæreste eje. Vi flytter betydningsrummets grænser og dermed folks forståelse af dem selv og deres verden. Vi kan rekontekstualisere sprog med sprog – og dermed, som videnskab, åbne for en ny verden.