Begrebet “storytelling” er allerede, inden det har fundet sit fodfæste, ved at blive udvandet af at blive brugt til en teori om alt
Følgende er storytelling i forskellige perspektiver man kan tage med i sine overvejelser når man arbejder med storytelling.
Storytelling som tegn på overskud
Fortællinger blandt medarbejder kommer typisk som tegn på overskud eller et frit rum. Fortællinger er en uformel genre hvor man træder ud af sit professionelle fagsprog og lægger følelser og værdier i det sagte. At acceptere en medarbejdes fortælling ved at lytte og vise engagement er også at vise accept af vedkommende som mere end en faglig person.
Et problem med konstruerede historier?
Alt er ikke tegn på fortællinger. Et logo eller et bomærke rummer ikke en fortælling. Det kan være et symbol eller konnotere andre betydninger. Det kan være et ord som vi har taget til os, som fx mærkat, Rockwool® eller Walkman® der alle oprindeligt har været navne på produkter. Men som produkter rummer de kun fortællinger som vi kan konstruere. Disse fortællinger er svære at bruge da de ofte er individuelt afhængige af hvad vi forbinder med de enkelte produkter. En konstrueret historie skal derfor altid efterprøves hos målgruppen – det samme gælder i virksomheder.
Den postmoderne narcissisme og kritik af storytelling
I markedsføring taler man om at storytelling skal bidrage til at forbrugeren identificere sig med produkter. Måske derfor blev Guldkorns lille navnløse bamse med toget og bien udskiftet med Honey Monster? Få tager 80’ernes kritik af netop dette fænomen alvorligt. At identificere sig med produkter kan ses som led i den ungdom der har lidt et tab af værdier og følelser – de blev i 80’erne kaldt for “narcissister” . Dermed havde man for første gang brugt et psykopatologisk begreb om en hel generation af unge. En ungdom der spejlede sig i værdier som tøjmærker, rockstjerner, fodboldhold…osv. afspejlede. En ungdom der har et overforbrug af merchandise og er trofaste forbrugere. De passer godt til en virksomheds kapitaltænkning, men hvor er det etiske aspekt og ansvar?
Tilbage til det oprindelige?
Man kan undre sig over en tendens til at se fortællinger som noget oprindeligt, som noget vi er vendt tilbage til efter 20.000 år omkring stenalderbålets flammer. Hvorfor? Flere tekster og fagbøger om storytelling holder fast i at vi altid har fortalt historier, at vi ikke kan have kulturer uden fortællinger. Men hvorfor så det? Spørgsmålet er måske nærmere hvad man fortalte om i stenalderen. Nogle af de første kendte skrifter var ikke fortællinger, men en slags ekstern hukommelse: Et regnskab. Et andet og langt mere filosofisk spørgsmål kunne være: fortæller vi fordi vi eksisterer i en verden der rummer fortællinger, eller er fortællinger noget der skaber den verden vi er i. Er fortællinger en forståelsesramme eller et livsvilkår?
Indlæser ...
