Generelt finder man flere sprog- og stavefejl på nettet end i andre medier – måske med undtagelse af dagspressen 🙂
Sprogfejl på hjemmesider skyldes primært at hjemmesider ofte opdateres – nogle flere gange dagligt – og derfor er der ikke den samme tid til korrektur og korrekthed som på tryk. Desuden er det efter sigende sværere at læse på en skærm, så der smutter naturligt nogle fejl med i farten, hvis man publicerer direkte fra skærm til skærm.
Hvis du bestyrer en hjemmeside, så læs jævnligt korrektur. Sprogfejl er mellem de ti hyppigst nævnte årsager til at brugere forlader hjemmesider. Det virker inkompetent og useriøst – brugerne opfatter den elektroniske side som et brev du ikke har gjort nok ud af, hvis der er stavefejl. De tænker ikke på tekstens produktionsvilkår. Desværre er det ikke sådan at de tænker på dine produktionsvilkår, men kun på det de ser.
Den anden side af problemet er at det nogle opfatter som stavefejl er fejl de selv render rundt med og tror er den rigtige måde. Fx altid at skrive “Jer” med stort.
e-mails og korrektur
I e-mails er det spild af tid at læse korrektur. Den type tekster er en hybrid mellem talesprog og skriftsprog. Læs kun korrektur på e-mails, hvis de skal ud af huset til folk hvor du normalt ville sende et brev. OG foretag aldrig mere end to korrespondancer med folk, hvis du skal til at forklare noget eller diskutere et emne, så går det som regel galt – ring i stedet for til vedkommende.
Tekster til nettet
Skriv kort
Det er bedst at skrive kort. Det afhænger dog af læserens motivation for at læse det du har skrevet. Hvis det er interessant, så læser folk hvad som helst, hvor som helst og når som helst. Forskellen er at læsere på nettet oftest søger konkrete oplysninger. Og så sidder de fleste som regel skudklare som i en italiensk western med musen.
Skriv hyperjournalistisk
Den journalistiske form kaldes også for “den omvendte trekant”. Dvs. at man skriver det vigtige først – gerne i overskriften. I selve teksten kan man så uddybe de enkelte punkter.
Skriv talt
Skriv i et sprog der ligger tæt på et talt dansk. Man læser ca.25% langsommere på en skærm (Kilde: Uni-C), så der er ingen grund til at skrive indviklet og svært.
Skriv med overblik
Især på nettet er det vigtigt at læseren har et overblik over tekstens indhold – læseren leder efter oplysninger. Dvs. at læseren slår ned visse steder i teksten og håber på bid. Skriv derfor ikke teksten ud i et, men opdel med punktopstillinger eller i rammer.
Læs ofte korrektur
Læs korrektur og gør det ofte. Sprog- eller stavefejl får dig til at virke inkompetent og uinteresseret i dit eget budskab og så gider læseren heller ikke investere sin tid i teksten. Selvom sprog- og stavefejl kan forklares med at mediet kræver hurtige opdateringer, så er læseren som regel ligeglad.
Pas på orddeling
Orddeling er det helt store problem på nettet. Selv hos store virksomheder, som Telia og Mærsk, har vi kunnet finde orddelingsfejl. Fejlene skyldes at man oftere bruger orddeling på engelsk end på dansk. Men der er forskel på 1) Mars angreb og 2) marsangreb. 1 fortæller at Mars angreb, f.eks. i går. 2 er et substantiv (navneord), som en kartoffel eller et egern.