Skriftlig kommunikation
– Kommuniker, så budskabet når din modtager
Skriftlig formidling er et drama! Når vi skriver tekster, skal vi tage hensyn til en masse faktorer og er ofte fanget mellem kulturen på vores arbejdsplads, vores egen faglighed, valg af sprogstil og modtagerens behov. Ofte går det ud over dialogen med modtageren, fordi teksterne bliver for afsenderorienterede og er svære at forstå og handle i forhold til.
Formålet med kurset
Deltagerne får værktøjer og teknikker til at skrive troværdige og lettilgængelige tekster. Kurset har særligt fokus på tre genrer: webtekster, breve og rapporter.
På kurset arbejdes der med
· Grundregler for god kommunikation
· Kommunikationsprocessen fra afsender til modtager
· Sprogets betydning for det billede, afsenderen tegner af sig selv
· Sprogstil og sproglige unoder
· Sætningens mekanik – forvægt, bagvægt, indskud og lange sætninger
· Passivt og aktivt sprog
· Forskellige skrivetraditioner og -kulturer
· Opstilling og typografi
· Principper for god og vellykket tekst til hjemmesiden
· Skriveprocessen og kvalitetskontrol
Kursets form
Deltagerne skal være indstillet på at bidrage aktivt på kurset. Dagen veksler mellem oplæg, eksempler på andres tekster, praktiske øvelser i grupper og diskussioner i plenum. Kurset tager udgangspunkt i deltagernes egne tekster for at målrette kurset bedst muligt til deltagernes konkrete udfordringer. Derfor har deltagerne mulighed for at sende eksempler på egne breve, rapporter eller webtekster til underviseren senest 14 dage før kursusstart.
Målgruppen
Kurset er for alle, der i forbindelse med deres arbejde kommunikerer skriftligt gennem web, breve eller rapporter, og som gerne vil have inspiration og værktøjer til at kommunikere endnu bedre.
Kontakt
Kontakt ELKAN for at høre mere om kurset i mundtlig formidlinghttps://elkan.dk/Kontakt-2