Religion i rendestenen
af Christian Nicholas Eversbusch
‘Kors i røven!’ Det sproglige skel mellem helligt og plat er væk. Dermed vil også sjælen i vores kultur forsvinde – for den både lever og dør i sproget
Den spanske storinkvisitor Torquemada nåede at sende 12.220 mennesker på bålet og henved 90.000 i galgen inden han selv indhentedes af døden i 1498. For tusinder af de henrettede havde anklagen lydt på gudsbespottelse.
Her 500 år efter Torquemadas død sidder jeg med Berlingske Tidende fra dagene op til den hellige påsketid (d.7.4.2004). Jesus er på kultursektionens forside. Overskriften udbasunerer: “Gud bevare dem der lukker lort ud”. Artiklen behandler nye danske kraftudtryk. Adspurgt om ét af dem, “Gud sparker røv”, refereres sociolingvisten Jens Normann Jørgensen fra Københavns Universitet for en udtalelse om, at det skal man da “være lykkelig for, at nogen finder på at sige”. Jørgensen mener nemlig, at det er et sundt tegn på, at “sproget udvikler sig”. “Faren for det danske sprog”, hedder det, kommer “i virkeligheden” fra “de sure, gamle mænd”, der vil holde traditionen “i hævd med (…) pænt borgerligt sprogbrug”. For Jørgensen er det altså ligegyldigt, hvad sproget taler om. Sproget udvikler sig nemlig efter egne lovmæssigheder, Finder folk sig ikke i dét, er de håbløst forstokkede. Dét har det akademiske sprogestablishment vedtaget – på videnskabeligt grundlag.
Hvad sker der, når man således fordriver alle normsæt fra sproget? Lad os se på religionen. Roden til det hebraiske ord for hellig, ‘k-d-sj’, er af bibelforskere ført tilbage til betydningsindholdet ‘at udskille’, forstået som: det indviede fra det profane. ‘Profanus’ betyder på latin det, ‘som er foran templet’, altså uden for det indviedes område. Det hebraiske ord for samme, ‘hol’, udtrykker en anden nuance: det er det, der hører menneskets hverdagsliv til.
Heraf fremgår altså en klar sondring mellem to sfærer i den menneskelige tilværelse. I religionens sfære har den sproglige opmærksomhed særligt været rettet mod ærbødigheden for navne. Via den bøn, Jesus lærte sine disciple, lever således endnu i dagens Danmark jødernes tro på gudsnavnets sakrosankte status: ‘Fader vor, helligt vorde os dit navn!’
Bønnen viser, at den sproglige omgang med ordet ‘Gud’ afspejler sindelaget. De tanker og følelser, der relaterer sig til religionen, er altså uadskillelige fra sproget. Hvilke konsekvenser har det? Bl.a. følgende: når wc-sproget trænger ind på selv det sakrosankte felt (“Kors i røven!”, “Gud bevare dem der lukker lort ud”, “Gud sparker røv”), så er der ikke blot, som de bevidst holdningsløse sprogforskere mener, tale om en rent sproghistorisk udvikling, men om en mentalitetshistorisk udvikling. Når en kultur ikke oplever noget emne som hævet over dagligsprogets platheder, er det nemlig kulturens mentalitet, der påkalder sig opmærksomhed.
Latrinedanskens jonglering med sakrosankte ord og navne styrker således indtrykket af Danmark som en ligegyldighedens kultur. Kan det undre, at mange muslimske indvandrere undgår integration i en kultur, hvor røv og religion kommer ud på ét? Nej, stammer man fra et samfund, der hviler på absolutte værdier, er det forståeligt, at man mister respekten for en kultur, hvor “Øl er Gud” og “God is a DJ” (såvel slangudtryk som pladetitler). Når den sproglige grænse mellem det hellige og det profane udviskes, forsvinder også den reelle grænse mellem det storladne og det platte.
Alle kulturer er blevet til på grundlag af myter. Vores danske tilværelsestolkning beror således på oldnordisk, jødisk-kristent og græsk-romersk mytestof. Vores kultur er altså en sproglig dannelse. I sit essay om ‘Mytens funktion i historien’ skriver Johannes Sløk således træffende, at når en myte taler, så taler den “ikke om noget, men den udtaler noget, og i den udtalelse er dette noget etableret som basal sandhed”. Et folks myter er således ikke opdigtede fortællinger, men tanker, “det selv har gennemlevet”. Det værste, der kan hænde for en kultur, er derfor, “at den glemmer sine myter”. Sker dette, konkluderer Sløk, er kulturen ikke længere nogen kultur; “den har forlist sin substans”.
Vil vi bevare substansen i vor kultur, må vi, også sprogligt, omgås vore mytiske værdier med respekt. Uden at skulle tvinges dertil af en Torquemada. Lysten skal drive værket. Oprindeligt betød vores ord ‘hellig’ da også ‘lykke’. Lykkelig er man nemlig, hvor man har sit ‘helle’, sit ukrænkelige fristed.
Indlæser ...
