NLP-terapiens grundlag – NLP-terapeutens forståelseshorisont 

Følgende er skrevet på baggrund af et interview med en NLP-terapeut fra NLP-huset. (Litteraturlisten er på vej, hvis du savner den så send mig en mail). NLP bliver brugt til mangt og meget – fra virksomhedsudvikling til terapi. Jeg finder det forbløffende at der ikke er flere der forholder sig kritisk til en teori, som bygger udelukkende på antagelser, som der ikke er i nærheden af noget videnskabeligt grundlag for at godtage, men bygger på en teori der døde i Danmark omkring 1980’erne – hvis du siger Chomsky, så er du på rette vej.

---

Historisk grundlag for NLP

NLP er opstået i 1970’erne som følge af John Grinders og Richard Bandlers arbejde. De trak primært på terapeutiske metoder og bevidsthedssyn fra: Fritz Perls (Gestaltterapeut); Virginia Satir (Familieterapeut); Milton Erickson (Hypnoterapeut); Gregory Bateson (Kommunikationsteori, kybernetik) (navnene kan bl.a. ses i O’Connor og McDermott, NLP, Borgen, 1996, p.10). Det egentlige formål med Bandler og Grinders undersøgelser var at finde ud af hvorfor disse terapeuter havde så stor succes i deres terapi. De nævnte terapeuters succes er dog en påstand der ikke fremføres empirisk belæg for, men det er det Richard Bandlers og John Grinders fælles NLP’ske grundværk The Structure of Magic I+II fra 1975/76 handler om. En stor del af deres arbejde bygger på intuitioner og observationer, som der heller ikke foreligger nogen dataopgørelse for – bl.a. øjenbevægelsesmodellen, som vil blive gennemgået senere – skulle være baseret på observation.

Ud over de terapeutiske aspekter bygger Bandler og Grinder deres teori for NLP på Chomskys idé om et iboende sprog eller medfødte ideer (Bandler og Grinder, 1975, p.2). Dette medfødthedsaspekt er en generel grundstruktur i alle NLP-teorier og modeller, og heraf afledes at det er ubevidste, inaktive, medfødte evner og ressourcer som terapeuten baner vej for i terapien. At individets evner er inaktive skyldes at vi alle lever efter en indre model af verden, som vi opfatter og erfarer efter. Modellen formes og afspejler sig i sproget (f.eks. fremføres at Maidu-indianerne kun har benævnelser for tre farver, hvilket så skulle betyde at de kun er bevidste om tre farver (Bandler og Grinder I, 1975, p.10)) og i vores adfærd. I “The Structure of Magic II” redegøres der for aflæsning af klientens repræsentationssystem. Som følge af at vi har en indre model af verden, er vores sprog og adfærd en repræsentation af denne. Et udtryk som “Det kan jeg godt se” er udtryk for en visuel repræsentation. Andre repræsentationer kan komme til udtryk i såkaldte “paramessages”, dvs. ubevidste signaler i kraft af vejrtrækning, taletempo, intonation, hænder, øjenbevægelser, fodstilling…etc. (se evt. Bandler og Grinder II, 1976, p.36 ff.). Disse er terapeutens grundlag for at kunne aflæse klientens ubevidste selvs model af verden. Hvis f.eks. klienten har et primært repræsentationssystem, der primært er visuelt, men klientens mål skal nås via en auditiv repræsentation (f.eks. hvis klientens problem er at al lyd udelukkes når vedkommende sidder i et vigtigt møde eller ser fjernsyn), så foretager terapeuten auditive øvelser med klienten, så det auditive repræsentationssystem opøves og dermed udvides klientens indre model af verden.

I Bandler og Grinders senere værker inddrages hypnose (Bandler og Grinder, 1996 – udkom første gang i 1981) og mere direkte forsøg på neuropsykologi. I 1980’erne udkommer der en del letlæselige bøger om NLP med simple modeller og forklaringer, der antageligt bliver en af årsagerne til NLP’s senere udbredelse væk fra terapien til selvudvikling og virksomhedskonsultation. Efter midten af 1980’erne bliver NLP omtalt af Grinder og Bandler som noget alle kan lære og benytte sig af. Det der bl.a. har vagt opmærksomhed omkring NLP, er udtalelser om at NLP’s metoder kan fjerne læsevanskeligheder, kurere fobier, fjerne trang til at ryge, fjerne bulimi eller fjerne søvnløshed på under en times terapi (enkelte tekster lover 5 minutter). Også lidelser som normalt behandles farmakologisk menes at kunne løses med NLP-terapi, som allergi og astma.

Teoretisk grundlag for NLP – om N, L og P

Neuro: 

hentyder til hjernen eller sindet og troen på at denne rummer ubevidste, medfødte evner og ressourcer som vi ikke bruger, hvis ikke vi lærer hvordan.

Lingvistisk:

 hentyder til sprog i bred forstand. NLP ser på sprog/udtryksmåder som: lyde, indre modeller, følelser og ord. Disse kommer til udtryk via talesprog, kropssprog,tonefald og øjenbevægelser og er direkte udtryk for vores indre modeller virkeligheden.

Programmering:

hentyder til at individet skal lære at udforske og være bevidst om sine tanker og følelser for at kunne kontrollere dem til at få en mere nuanceret model af virkeligheden, der dermed giver individet flere muligheder for at handle til at opnå sine mål. Programmeringen går også på at sproget er forprogrammeret på samme måde i os alle (transformationsgrammatikkens idé om medfødthed).

Hjernen er det sted hvor alle de skjulte ressourcer og evner kan hentes og derfor fokuserer NLP på 6 neurologiske niveauer – her i kronologisk rækkefølge:

1. Spiritualitet: “jeg” er en del af noget større end “mig” som “jeg” kan kommunikere med. Jeg’et indgår altid i en kontekst.

2. Identitet: Hvilke mål “jeg” sætter “mig” i livet for at være nogen.

3. Valg: Værdigrundlaget for at vælge mellem handlinger.

4. Kompetencer: Forudsætninger for handlinger.

5. Adfærd: handlinger af fysisk, emotionel eller mental karakter.

6. Omgivelser: Rum og tid som individet befinder sig i.

Disse 6 punkter er terapeutens primære udgangspunkt. Først etablerer terapeuten hvad klientens uønskede situation er, dernæst kortlægges den kontekst problemet indgår i. Dernæst spørger terapeuten til hvilke mål – jvf. pkt. 2 + 3 – klienten ønsker at opnå for at komme ud af den uønskede situation. Den NLP-terapeut jeg interviewede mente at det oftest ikke var nødvendigt at gå længere, da en løsning som regel kunne findes på dette punkt.

Det terapeuten siger i terapien er ikke så væsentligt. Det væsentlige er måden det siges på og ordvalget, dvs. at terapeuten skaber rapport, kalibrering og matcher klientens anvendte repræsentationssystem (se evt. Bandler og Grinder, 1998, p.18-23). Terapeuten skal skabe en illusion hos klienten af at vedkommende bliver forstået – jvf. pkt. 1 – og vurdere klientens kompetencer – pkt. 4.

NLP-terapeuten beskæftiger sig med 4 primære perceptionstyper der giver udtryk for vores opfattelse af verden og dermed vores sprog om verden: Visuelt sansende (synet), auditivt sansende (lyd), kinestetisk (fysisk) eller auditivt digitalt sansende (logik og mening). Klientens repræsentationssystem (eller submodalitet) kommer, som sagt, til udtryk via sprog og kropslig adfærd, bl.a. ved øjenbevægelser, vejrtrækning, måden man taler på…etc.. Denne adfærd – afspejling af ens repræsentationssystem – er så ubevidst og grundlæggende for vores sind at den tilsyneladende ikke kan undgås ifølge den NLP-terapeut jeg interviewede.

Bandler og Grinder fremlægger ikke deres teori som sandhed, men ud fra et positivistisk syn om at NLP-modellerne virker. Målet er succes for både terapeuten og klienten, dvs. at klienten når de mål der sat for at komme ud af en uønsket situation og dette mål opnås ved at terapeuten får klienten til at udvide eller ændre sin indre model af verden.

NLP-terapeutens modeller og metoder

De følgende modeller og metoder er NLP-terapeutens redskaber til at bedømme klienten og skabe kontakt med klienten.

Øjenbevægelsesmodellen og repræsentationssystemer i terapi

Med øjenbevægelsesmodellen aflæser terapeuten klientens anvendte eller primære repræsentationssystem, og dermed giver det mulighed for at terapeuten kan matche klientens repræsentationssystem og opnå en bedre kommunikation og bedre terapi. Der er intet empirisk belæg for modellen, men dette er underordnet for terapeuten (Bandler og Grinder 1998, p.37). Det kan dog siges at vestibulærsansen er styrende for vores øjenbevægelser, da vi for at kunne fornemme at vi er i balance er nødt til at kompensere for hovedbevægelser (Gade, p.160).

Der findes ikke noget teoretisk eller empirisk grundlag der kan forbinde øjenbevægelser med stimulering af eller korrelation med hjernens hemisfære. Dvs. at selvom klienten uintenderet har øjenbevægelser der passer til modellen, så er der intet belæg for at det skulle repræsenterer eller aktiverer et givent repræsentationssystem der er korreleret med bestemte sanser. Jacobsen gennemgår empiriske undersøgelser af øjenbevægelsesmodellen, der bl.a. konkluderer at øjenbevægelserne er afhængige af terapeutens position i rummet og terapeutens køn – uden at dette er undersøgt så der kan korrigeres for nogen af delene (Jacobsen, p.50). Afstanden mellem terapeut og klient har en effekt, men størrelse af denne er ikke undersøgt og der derfor kan ikke korrigeres for den i en terapeut / klient-kommunikation (Ibid.,p.51).

Øjenbevægelsesmodellen bygger udelukkende på et observationelt grundlag (Jacobsen, p.42) – der betegnes som et særdeles tvivlsomt udgangspunkt at bedømme en persons kommunikation ud fra. Dvs. at hvis der er et system, mønster eller foretrukne øjenbevægelser hos en klient, så har terapeuten ingen garanti for hvad de betyder eller om de betyder andet end det at man ikke ser på hinanden når man tænker – muligvis af kulturelle årsager, de givne forhold eller som kompensation for hovedbevægelser.  Interessant er det at der forekommer nogen overvejelser om, hvorvidt blinde kan give udtryk for et repræsentationssystem, og hvorledes dette kommer til udtryk via øjenbevægelser. Da der ikke er påstået nogen egentlig sammenhæng mellem “det at jeg ser” og “det at jeg har øjenbevægelser der svarer til et repræsentationssystem”, så burde øjenbevægelsesmodellen gælde for blinde hvis øjne bevæger sig. Visuelle repræsentation burde så slet ikke forekomme hos blinde medmindre disse er konstruerede ud fra de kinæstetiske eller auditive repræsentationer, og kan det godtages, så kan repræsentationssystemerne ikke vurderes, og dermed bliver det meningsløst at tale om en aflæsning af brugen af et repræsentationssystem.

Øjenbevægelsesmodellen determinerer klientens indre model af verden – underordnet hvad klienten så mener om dette som rigtigt eller forkert. Ifølge den NLP-terapeut jeg interviewede ville det ubevidste altid fremtræde. Det kan således undre at matching overhovedet kan lade sig gøre, da dette indebærer at terapeuten efterligner/kopierer klientens primære repræsentationssystem i adfærd og sprog, men samtidig har et overlegent ubevidst repræsentationssystem der fremtræder.

Ordvalg og repræsentationssystemer i NLP-terapi

Klientens ordvalg afspejler også det primære repræsentationssystem på samme måde som øjenbevægelsesmodellen. Vi kan selvsagt fremføre det samme kritik – at hvis selvets repræsentationssystem ubevidst træder frem underordnet dets intentioner, hvorledes kan terapeuten så matche klientens repræsentation. Svaret ligger i den direkte relation mellem selvets anvendte sanser og sproget. Når jeg siger: “Det kan jeg godt se”, så har jeg en visuel repræsentation. Jeg kan ikke sige det samme og have en auditiv repræsentation. Den NLP-terapeut jeg interviewede har tilsyneladende ikke forstået det egentlige princip bag repræsentationssystemet. Ved et spørgsmål svarede terapeuten at underordnet klientens intentionelle brug, så vil det ubevidste altid afsløre det egentlige repræsentationssystem, men så får terapeuten problemer med matching.

Men de sproglige aspekter omkring repræsentationssystemet tager ikke højde for sprogets faste vendinger. F.eks. kan det være unaturligt på dansk at sige “det kan jeg godt mærke” eller “det kan jeg godt fornemme” frem for “det kan jeg godt se”. Dahls konstruerede eksempler (Dahl, 1993, p.49 f.) tager således ikke højde for at man evt. taler om noget forskelligt når man siger hhv. “Jeg har et par ting, jeg gerne vil have dig til at kigge på” og ” Der er et par ting jeg gerne vil have dig til at lægge øre til”. Reelt skulle disse to (ud af fire) eksempler referere til den samme intention fra taleren. Der korrigeres ikke for en egentlig sproglig diskurs som f.eks. udtryk for forståelse, hvor vi på dansk anvender metaforer som “indsigt”, “klart” eller “se” – uden at der dermed kan påpeges at disse typer forståelse altid er forankret til en visuel repræsentation. Det at forstå et nodesystem – noget visuelt – er forankret til det at kunne forstå tonerne – noget auditivt. En persons sprog indgår i den diskurs vi anvender sproget i. Hvis jeg påstår: “Jeg kan se forskel på en terts og en kvint” ved at se på to noder, så kræver min forståelse også en auditiv indsigt – nemlig den at kunne kende forskel på lyden af de to toner og ikke på placeringen af de to tegnede noder på papiret. Hvis dette skal afvises, så burde ordvalget kun gælde en indre repræsentation og ikke have korrelationer mellem sansede ydre og konstruerede/huskede indre repræsentationer. Men Dahls eksempler (Ibid., p.49 f.) henviser netop til konkrete hændelser der kunne forekomme og ikke rene konstruerede/huskede repræsentationer.

Vi kan afvise brugen af ordvalg som korreleret med selvets indre model af verden med Wittgensteins sprogspilsovervejelser. I node-eksemplet kan jeg netop sige at jeg kan “se” forskel, selvom denne forskel også udgør en auditiv forståelse, fordi sproget er en tilegnet praksis – en mulig diskurs for gensidig forståelse, og ordet “se” er arbitrært i relation til det en indre repræsentation.

Brugen af ordvalg i terapien bliver et udtryk for terapeutens brug af sin magtposition i terapien som kommunikationssituation. Klienten får ikke et indblik i sit selvs indre model af verden, men klientens indre model aflæses i sproget og terapeuten determinerer en mulig løsning. Klientens mulighed for bevidsthed om sit selv er at tilegne sig NLP-modellerne og bruge dem bevidst, hvad der igen lægger klienten i terapeutens magt, eftersom vedkommende fremstår som den bedrevidende om NLP-modellerne i terapien.

Ankering i NLP-terapi

Et anker kan bruges til at fremkalde en emotionel tilstand per refleks. F.eks. kan terapeuten tage klienten i hånden idet klienten er i færd med at fremkalde en positiv oplevelse. Ankeret består nu i at idet terapeuten tager klienten i hånden, så genkalder klienten automatisk den fremkaldte positive oplevelse. I terapi bruges ankeret til at klienten genkalder sig den situation der er problematisk/uønsket, f.eks. i forbindelse med en fobi for edderkopper, og idet klienten reagerer negativt, aktiverer terapeuten det anker der er lagt, så klienten får blandet den negative oplevelse med en positiv og dermed finder styrke til at imødegå den negative situation (se evt. Dahl, 1993, p.143-146).

Ideen er at terapeuten ønsker at klienten skal skabe kohærens mellem en god oplevelse, der skal give klienten styrke til at omgå eller overvinde sin fobi. Der er ikke tale om at klienten skal nå til en erkendelse af hvad fobien skyldes, om den har en relation til andre oplevelser i klientens liv eller hvad fobiens betydning som sådan udmønter sig i. Der er kun tale om at klienten skal tilegne sig den metode som terapeuten dikterer kan hjælpe klienten til at slippe af med en uønsket tilstand. Klienten kan også lægge et anker på sig selv og bruge det i konkrete situationer.

Ved brug af ankering er der ikke tale om at terapeuten forbliver i sin magtposition. Klienten får mulighed for at diskutere og tale om hvordan klienten oplever sig/sit selv i den pågældende situation, men terapeutens opfattelse af selvet som en arketypisk struktur der passer ind i NLP-modellerne forsvinder ikke og klienten når aldrig til en forståelse af sin uønskede situation. Målet med ankering er at finde de ressourcer i klientens selv som er latente i klientens ubevidste selv. Det må dog være kritisk hvis klienten ikke kan forestille sig den ønskede situation eller har gode oplevelser der kan bruges som anker eller hvis der er tale om så traumatiske oplevelser at klienten ikke ønsker (eller ikke kan) genkalde sig dem.

Skift-metoden – videre brug af ankering

Denne metode opfordrer klienten til at forestille sig hvordan man ville gøre, hvis man var en person der ikke var klientens uønskede situation eller var en person der havde succes. Skift-metoden bygger på at klienten behersker sit indre repræsentationssystem for at kunne visualisere submodaliteter og identificere dem med det ønskede, f.eks. det at ryge/ det ikke at ryge. Skift-metoden skal få klienten til at skifte mellem forskellige ankre og visualiseringer, dvs. hvor der er tale om en present uønsket tilstand eller adfærd og en tænkt, men ønsket tilstand eller adfærd. Ved at anvende et foretrukket repræsentationssystem skal klienten mentalt gentage et skift fra den uønskede til den ønskede tilstand og dermed opnå at forblive i den ønskede tilstand.

Virker skift-metoden ikke er løsningen: “Vær kreativ. De afgørende submodaliteter skal måske justeres, eller måske er det ønskede selvbillede ikke tilstrækkeligt dragende. Processen virker.” (O’Connor og Seymour, 1996, p.169).

Generelt om NLP-terapi

Ovenstående gennemgang er kun et udsnit af NLP-terapiens andre modeller og metoder , men omvendt er ovenstående de mest anvendte og yderst repræsentative for de fraværende mht. terapeutens tilgang til klientens selv og klientens rolle i terapien. Det er generelt for en terapisamtale at terapeuten har kaliberet sit sprog og adfærd til at matche klientens. Den NLP-terapeut jeg interviewede danner desuden sin forståelse af klienten ud fra en personlighedsmodel (enneagrammet).

I NLP-hypnose-terapi findes den samme form og metoder, men hvor terapeuten sætter klienten i en såkaldt trance og taler til klienten som en art suggestion ved f.eks. at foretage en drømmerejse og løbende gentage klientens beskrivelse af den ønskede situation .

Grundlaget for al NLP-terapi er at alle mennesker har evnen til at opnå deres mål i sig. Denne evne ligger ubevidst i vores selv og terapeuten hjælper disse ubevidste evner til at manifestere sig i klientens bevidste selv.

NLP- et sprog for sig?

Terminologien i NLP er baseret på metaforer for (repræsentationer af ) NLP-teoriens billede af vores psykes struktur og muligheder. F.eks. hvis terapeuten siger “Jeg lægger et anker og det kan du selv lægge senere”, så giver det klienten en pseudoforståelse af hvad der foregår i terapien. Via den metaforiske sprogbrug kan terapeut og klient mødes i en fælles diskurs – et slags NLP-sprog. Det at have en fornemmelse af sit selv og kunne udvikle sit selv er underlagt NLP-terminologien og dermed terapeutens valg og determination af selvets indre model af verden ud fra aflæsning af klientens repæsentationssystem. Hvis klienten bevidst følger NLP-modellerne, så er klientens selv alligevel underlagt det samme strukturelle syn. Når NLP taler om at terapeuten skal acceptere klientens indre model af verden, så menes der hermed: inden for de rammer af mulige verdener der kan rummes i NLP-modellerne. Terapeuten er til alle tider den bedrevidende og klienten kan ikke have en viden om sin model af verden som er utilgængelig for terapeuten, fordi det primære repræsentationssystem determineres ved klientens kropssprog og ordvalg.

NLP-terapien falder ind under Wittgensteins regelfølgeovervejelser og sprogspil så længe NLP ikke kan påpege direkte korrelationer mellem en indre psyke og det rent sproglige – det er det repræsentationssystemet er en hypotese om, men ikke et bevis på. Her bør vi huske at Bandlers og Grinders eneste krav er, at modellerne virker og har succes.

Umiddelbart kan man sammenligne NLP-terapi med et spil skak hvor kun terapeuten kender reglerne fra terapiens begyndelse. NLP bliver et sprogspil klienten må tilegne sig for at opnå succes. I terapien er klientens succes determineret ved at opnå en brug af det bedste repræsentationssystem til det givne mål, og dette lærer klienten ved øvelser som skift-metoden eller ved at terapeuten aflæser det relevante repræsentationssystem hos klienten. Hermed kan NLP’s succes i erhvervslivet forklares. NLP bliver et subsidiært sprog mellem klient og terapeut.

Vigtigst er det at for at klienten kan opnå succes må terapeuten optræde som den belærende instans. Det er en betingelse for NLP’s succes at terapeuten kan udstede sandheden om hvornår klienten handler korrekt og ukorrekt – dvs. følger modellerne eller ej. Terapien bliver et rum for tilegnelse af en sproglig genre som klienten må opøve for at kunne opnå succes der determineres af terapeutens aflæsning. Det giver en ny og antageligt ikke tilsigtet betydning af “Lingvistisk Programmering”.