Mellem to verdener

Om fiktion og virkelighed af Mikael Elkan
– oprindeligt trykt i Sentura – Tidsskrift for litteratur og film, # 11 (2001) 

Redaktørens note:
 “Vores fortæller glider ubesværet frem og tilbage mellem fiktion og virkelighed. På en café møder han Stephen King og stjæler 100 kr fra Jane Aamund. Han får en sludder med Pablo Henrik Llambias ude på toilettet og funderer over hvad fortællinger er.”
(Sentura #11, 2001, p.36)

Jeg mødtes med Stephen på en lille café i det indre København. Han er en stor mand, større end jeg havde troet.
– King, siger han og trykker mig i hånden med sin store næve. Vi sætter os ved et bord og får hver en cappucino.
– For en forfatter går litteratur ud på to ting, siger han med en påfaldende lys stemme for en mand på godt og vel to meter.
– Et: at fortælle en historie. To: ikke at blive taget i, at det er noget, forfatteren har fundet på.

Stephen er en mester i at finde på, tænker jeg og bladrer videre i bogen Om at skrive, der for nyligt er kommet  på dansk. Et sted står der:” Løgnere har succes.” King er så god til at finde på, at han kan bilde sine læsere stort set hvad som helst ind.

Han fortæller at han har udgivet mere end 50 romaner, som han har udgivet på sit modersmål og heraf er små 20-30 stykker oversat til dansk. Han kan ikke huske titlerne på dem alle sammen. King har mange bøger bag sig og mange læsere foran sig. Det ved han. Og selvom det burde være nok så interessant, hvorfor så mange mennesker læser et utal af bøger, der er skåret over stort set samme læst, så er det ikke noget der interesserer den intellektuelle elite.

Det samme fænomen gør sig gældende for danske Jane Aamund, som jeg skal møde senere samme dag. Det er utænkeligt, at Jane Aamund i et dansk hjem står ved siden af Aarestrup eller Aakjær.

Eksperiment med virkeligheden

Jane møder jeg på et lidt finere sted. Sådan skal det være. jeg fortæller hende, at hun også forstår at fortælle en god historie – god på sin måde. God nok til, at den rummer noget mere end den virkelig, vi møder til daglig. Nogen som kunne blive virkelighed eller som er forfærdeligt, hvis det var. Hane takker for min kommentar. Vi har gået på samme skole.
– Dengang jeg gik der var porten rød, siger jeg.
– Nå, nå, snøvler hun.
– Litteraturen har sin styrke i eksperimentet med virkeligheden, siger jeg til hende og knutter nøven, for ligesom at lægge mere vægt i det jeg siger.
– Den bringer det mulige og det umulige sammen. Den er et tankeeksperiment – et einsteinsk kogekar, hvor sprog og verden indvikles.

Jeg begynder at føle mig klog. Jane ser sig om efter en tjener. Jeg smutter på toilettet og lader hende betale.

Sex med Olivia Newton John

På toilettet løber jeg ind i Pablo Henrik Llambias. Smalskuldret, men flink og dygtig. Her er en dansk forfatter, der gør brug af dette møde mellem virkelighed og fiktion. Hos Llambias er den fordrejede virkelighed drivkraften i fortællingen. Det er her, der er mulighed for at dyrke sex med Olivia Newton John ( i novellen “Byron Bay” fra samlingen Hun har en altan) eller optage sin ferierejse på diktafon og bruge det til fortællinger (“Blæksprutten” og “Spurvehøg” og så fra samlingen.)

– Er du ikke Pablo, siger jeg, imens vi står ved hver vores urinal.
– Jo, siger han.
– Du skriver sådan nogen sjove noveller, siger jeg.
– Tak, siger han.
– Måske var Rådhus for alvorlig, siger jeg.
– Har du læst “I Lapland”, siger han og ryster sig færdig.
– Nej, er den sjov, spørger jeg og ryster.
– Ja, siger han, og vasker hænder.

Janes 100 kroner

Da jeg kommer ud fra Toilettet, er Jane gået. Pablo sætter sig ved et bord sammen med nogle andre. jeg vil egentlig ikke bryde ind. Jeg kunne sige, at jeg var en forlægger, der godt lige ville snakke om noget med en ny bog, som var på vej. jeg beslutter mig for at gå. Da jeg kommer ud, ligger der en 100 kr.-seddel på gaden. Jeg samler den op og ser på den. Den er fin.

– Er det dine hundrede kroner, spørger Jane.
– Ja, siger jeg.
– Det er ikke nogen, du lige har fundet, for jeg har tabt hundrede kroner.
– Nej, siger jeg. Det er mine. Jane vender rundt og smider sig ind i en taxa. Sådan kommer dem, der lyver længere. Det er jo ikke, fordi man vil lyve, man får bare mere ud af det – nogle gange. Og jeg ved , at Jane har penge nok, ellers kan hun låne af broren Asger. I bund og grund, var det ikke, fordi jeg ville lyve. Det passer bare bedre ind i min fortælling om mig selv. Måske skal jeg være storsindet i morgen på arbejdet og lade dem indgå i vores lottopulje, og så har jeg fået mere ud af dem, end man kan købe for penge.

Fortællerens efterord

Sådan lever vi os ind i daglige fortællinger og fiktioner om, hvordan verden er god og ond, rigtig og forkert, hyggelig og skræmmende. Fortællingerne er de sandheder, vi lever efter , der skaber de personer, vi lever som: gymnasieelev, direktør, tjener, programmør, forældre.

Det er fiktioner, vi skaber, men det er fiktioner, vi skaber sammen i et fællesskab. Sjældent er vi mere end det, andre accepterer os som. Vi er nødt til at være en del af deres fortælling og forestilling om verden og dermed en del af deres person. Derfor giver en dybere forståelse af en fortælling en dybere forståelse af os selv og den fortælling, vi lever i-