Sprogspil, Familielighed og Privatsprogsargumentet
(1889 – 1951)
Wittgenstein og teorien om sprogspil
Man taler om den tidlige og den sene Wittgenstein. Wittgensteins tidlige værk var Tractatus Logicus.
Det er klart at sproget i videste forstand er arbitrært, men det er ikke årsag til at betvivle relationen mellem sprog og verden. På den ene side er ordet ”dør” et en abstrakt betegnelse, men på den anden side er det netop meget konkret. Vi kan ikke borttænke ”døren” idet vi siger ordet ”dør”. Den dukker så at sige op hver gang.
Socialkonstruktivismens fejl er at den ser sproget som et synkront fænomen, hvor sprogets fortid kun er beviset på sprogets omskiftelighed, men for at vi kan se sprogets omskiftelighed i dets fortid må det være indlejret i vores nutid – vi må kende reglen om hvad sprog er, for at sige hvad det var. Sproget er dermed både i et fravær og et nærvær på en og samme tid. Det er både i brug og brugt. Vi må fastholde sproget som både et diakront og synkront fænomen.
Hvis vi er enige om at vi skal spille skak i morgen, så er vores begreb om skak tidsligt diakront. En socialkonstruktivist vil sige at selve de træk der finder sted i skakspillet gør lige netop det skakspil, vi spiller i morgen til et andet spil i en anden kontekst og dermed til en ny slags skak, men her er det væsentlige sprogbrugerens opfattelse af, at de følger reglen om at spille skak – spillet i morgen bliver jo netop spillet fordi det rummer det uspillede, ukendte spil skak for begge parter, men der er ingen tvivl om at der skal spilles skak, fordi de kender reglen om, hvad skak er.
Wittgensteins privatsprogsargument
Når vi ikke kan have private sprog, har vi adgang til andre diskurser end dem vi selv konstruerer. Men det vi undersøger er ikke kun vores eget sprog. Men vi må tilegne os sprogspillet ved at iagttage og betragte de ting vi ikke forstår. Gentagelser af praksis er derfor vigtige i analysen, fordi de viser at der findes en regel.
Enhver ytring og handling må være at betragte som en mulig del af sprogspillet i en samtale. Samtalen er et møde mellem praksisser, hvor det en kan være ekspert på praksissen. Andre kan acceptere at eksperten determinerer praksis. Det vigtigste er at sprog er en social faktor, og at der som følge af det, kan opstå samtale om sprogspillets karakter i den sociale interaktion.
Wittgenstein kan ikke bruges videre end dette. Tanken hos den sene Wittgenstein er at afvise at beskæftige sig med ontologier, men netop forholde sig til hvad vi gør. Bemærk at selve sprogspillet ikke kun er, f.eks. skak, men det som alle sprogspil har tilfælles som spil. Tilgangen giver dog visse problemer fordi den forudsætter en bevidst sprogbruger. Når Wittgenstein kan gennemføre udlægningen af sin teori, er det fordi han gennem hele sit værk fastholder et 3.persons syn. Udfører et nyfødt barn et sprogspil? Nej, barnet har ikke tilegnet sig sprogspil, og kun i en betragters øjne udføres der et sprogspil omkring nyfødte børn, og hvad nyfødte børn er. Der er altså et uløst forhold mellem sproget og individet, det bevidste og det ubevidste.
Hos Wenneberg (Wenneberg, Søren Barlebo: Socialkonstruktivisme, Samfundslitteratur, 2000), forsøges det at gøre nytte af Wittgensteins sprogspilsteori, men Wenneberg synes at have misforstået tanken. Han præsenterer meget pædagogisk et talsystem, og viser at man altid kan ændre reglen i systemet, og at dette er lig den socialkonstruktivistiske tanke – at systemet er foranderligt og aldrig er endeligt determineret. Tanken hos Wittgenstein er imidlertid omvendt: at reglen følges uden at vi behøver at determinere den. Bare det at skrive tal i en række og lede efter reglen er at kende reglen – at talrækker er systemer, som vi betegner tabeller. Jeg behøver ikke være mig denne regel bevidst – det er sådan man gør. Wittgenstein holder netop fast i at virkelighedens praksis leves efter regler, hvis ontologi er os uvedkommende.
Indlæser ...
