Eksempel på resultater og tal
Det kan godt lade sig gøre at måle inden for det humanistiske felt. Man skal blot vide hvad man leder efter og sætte rammerne i sin metodiske fremgangsmåde.
Organisationen sat i tale – et eksempel
Modellen her til højre, som jeg arbejdede med i et projekt til at analysere medarbejderes fortællinger, er en simpel inddeling af de områder, der overlapper hinanden, når man arbejder med kommunikation, roller og organisation i en virksomhed. Modellen bygger på en analyse af emner i medarbejderes fortællinger i en virksomhed (ca. 1500 ansatte).
Ud fra modellen blev det muligt at afgrænse og sætte tal på de emner der optrådte i medarbejdernes fortællinger ved møder og i interviews. Ud fra en teori om at vores samtaler styres efter vores opfattelse af samtalens genre, så var det muligt at skabe et redskab til lederne og vise, hvor det var smart at snakke om hvad og på hvilken måde og dermed gå ind i den eksisternde genre.
Organisationens vision, mission og ledelse
Organisation — I dette felt placerede jeg emner, der overordnet handler om organisationens mål og om ledelsen, som dem der viser vejen for den fælles identitet. Det sås ved udtryk som ”os” og ”vi” med relation til organisationen.
Faggrupper, roller og kompetencer
Socialpsykologisk — I dette felt placerede jeg emner om samarbejde, medarbejderens rolle og personlige evner. Det sås ved brug af ”jeg” eller ”vi” med henvisning til en gruppe eller konkret kunnen.
HR, psykisk arbejdsmiljø og personlige relationer
Psykisk — I dette felt placerede jeg emner om konflikter, sejre, glæde, mobning, smerte, personlig udvikling, stress… osv. Det sås ved at bruge ord der relaterede sig til medarbejderens psyke og psykiske tilstand.
Resultat
Analysen viste bl.a. at medarbejderne under møderne ikke gav udtryk for emner, der skabte en relation mellem organisationen og deres psyke, fx stress eller glæde. Der var ingen kobling mellem det der optog dem mest og den fælles identitet. Et emne som stress og fyringer fyldte derimod meget, når medarbejderne skulle fortælle om deres hverdag i interviewene. Udredningen er selvfølgelig længere, men blot et eksempel på at man kan sætte tal på bløde værdier, der ellers er svære at håndtere, og præsentere dem på en enkel måde, som her.
Mikael Elkan