Den blodløse krig – eller at hacke en kamel(artikel til debat)

Den blodløse krig – fremtiden er tab af teknologi og udvikling, ikke mennesker

Artikel til debat – af Mikael Elkan

I februar 2003 varmede USA op til krig i Irak, der siden er endt ude af kontrol med de tanker, der var for et bedre Irak. Men soldater og mennesker, er ikke kun dem, der udgør fronterne – en ny varmblodig koldkrig er ved at finde sig til rette, men kan man hacke en kamel eller sine egen følelser?

Den moderne krig er blodløs, teknologisk og strategisk nedbrydning af fjendens muligheder for udvikling i en verden der kræver vækst og fremskridt. Allerede under Golfkrigen i 1990+ og efter 11. september

Kan vi i sidste ende tilgive alt
Karsten Mathiassens bog ‘Den såkaldte krig mod terror’ handler om tilgivelse (fredsforlaget) – interessant nok har Lars Løkke Rasmussen selv aldrig stået over for et regnskab i offentligheden om sin optræden sammen med det senere Taleban.Bogen beskriver det som ‘en ungdomsfejltagelse’, men det kan ses som en misforståelse. Lars Løkke gjorde dengang det rigtige – at støtte en kamp for frihed med likvide midler. USA begik fejlen – de uddannede soldaterne til krigere, der vendte sig mod dem selv. Man kan spørge om Lars Løkke Rasmussen har behov for tilgivelse. Svaret herfra er: nej, men ikke desto mindre er eksemplet aldeles glimrende til at fastholde, at vi har vanskeligt ved at glemme selvom tiden og verden ændrer sig. (Billede af forsiden af bogen bringes med tilladelse fra Karsten Mathiasen og Fredsforlaget – bogen kan hentes fra KM’s side)

Den evige synder, den usynlige fjende

2001 forsøgte hackere at bryde ind i de Irakiske og Afghanske teknologier og hjemmesider. Ingen så USA’s fremfærd som en propaganda – ingen kommenterede eller undrede sig over at en Hollywoodsk filmindustri i flere år har bebudet at Godzillaer og King Kong’er ville indtage og destruere New York, og når det så sker, så klemmer de en tårer af uretfærdighed, de synger deres national anthem i et væk og rejser monumenter og udeler navne for eftertidens minder. Fjenden kan ikke tilgives for det vil fjerne selve fundamentet for den stolte nations levebrød.

Hacke en kamel

Men da tabet af menneskeliv er for ubærligt for en nation, der lever højt på individets viljer og evner – den daglige helt, har de opfundet den moderne krig, hvor ingen får snavsede hænder, og den der trækker sværd har tabt eller må gå efter at vinde alt. Men den teknologiske krig har sine begrænsning.

Man kan ikke hacke sig ind i en kamel eller en klippehule – den teknologiske udvikling har gjort at USA blev taget med bukserne nede d.11. september og under krigen i Afghanistan, hvor de forsøgte at udbombe et i forvejen krigshærget land, hvor kameler, vadsække og kalashnikov-rifler fra dengang hvor Lars Løkke Rasmussen (nuværende Indenrigs- og Sundhedsminister – se forsiden af bogen fra Tilgivelse.dk) tog til Afghanistan for at støtte mujahedin-soldater, som senere skulle blive til Talebanbevægelsen. Tanken dengang var god, og kun få medier kommenterede at USA selv havde trænet mujahedinsoldaterne dengang russerne pillede ved Afghanistan. End ikke filmen Rambo III er siden kommenteret som et propagandistisk korstog, hvor russerne ellers får tæv i bjerglandskabet i Afghanistan – en gang fjende altid fjende? Europa synes at være blevet så forblændet af amerikanske filmkrigshelte, agenter og konspirationstanker at flere års velplaceret propaganda er gledet usynligt ind under huden på os og strømmer i vores blod som små gule stjerne med blåt skær.

Politiske mål med uanede midler

At krig og teknologi i høj grad er et politisk spil, har aldrig været en hemmelighed – hvad skulle vi på månen? Hente sten? Det var et forsøg på at trumfe Russernes Gagarin som første mand i rummet. USA skulle vise noget mere, noget større. Og sådan har det været lige siden – cowboymentaliteten hersker i et land, som består af et sekulariseret, sammensurium af alverdens religioner og alverdens folkeslag i en stor palet af gener og generationer nedarvning af den samme drøm. USA er ikke de forenede stater, det er et billede på en forening af en drøm om en fælles verden, et globalt tænkende væsen, som på en gang kan acceptere alt. Men alligevel ikke; for accepten kommer kun med overlegenheden og magt. I det øjeblik kolossen rystes, så vækkes den slumrende vrede, som bor i den amerikanske familiefølelse over for hinanden og Gud. Her er en nation som ikke tilgiver og viser, at den ikke kan rystes, fordi de har uanede kræfter til rådighed, men en nation der ikke kan leve med smerten og tabet af mennesker. En nation der stadig ikke kan tilgive sig selv for en forfejlet Vietnamkrig og heller ikke glædes over hvorledes, de var en væsentlig grund til at Europa blev befriet i 1946. I dag laver de ikke film om befrielsen af Danmark, men om tabet ved Pearl Harbor og D-day. De begår den værste synd; atleve i smerten og evig utilgivelse for det skete. Nederlaget er ubærligt for det amerikanske folk – derfor skyer de ingen midler for at vise deres værd og konstant skal vi mindes om det i biografen, i fjernsynet, i reklamer, i avisen og i præsidentens taler til folket. Målet er at undgå tabet af mennesker som resurser.

Hyldest til individet

Vi søger alle mod at blive uerstattelige, at blive individer og ikke en del af mængden, men den som mængden ser på. Måske kan vi dermed forklare de dalende befolkningstal i den vestlige verden – vi bruger mere tid på at uddanne os og på at blive til nogen, som er noget i kraft af os selv og ikke i kraft af andre.

Handlede det om olie, handlede de med olie

Flere har sagt at krigen i Irak handlede om olie, men hvordan. USA’s økonomi var på vej ned. Irak har fortsat store oliereserver, men fortsat ingen penge eller teknologi til at hive det op ad jorden. USA kunne ikke hjælpe Irak, for Saddam Hussein havde tidligere været en fjende, og man kunne ikke tilgive og kalde ham ‘ven’ bare fordi man vil have hans penge. Målet måtte blive at styrte Saddam Hussein, at få etableret en ny regering, som USA siden kan støtte, uden at verdnen ser underligt på dem. USA kan med tiden levere økonomi og resurser til at få olien op ad jorden, og samtidig kommer der med enhver krig gang i våbenindustrien, som er en af verdens største producenter i USA – hjulene ruller igen, og præsidenten kan blive genvalgt. USA vil komme til at stå som dem der befriede verdenssamfundet fra en terrorist og global trussel, og de vil stå som de økonomiske vindere med olie på hænderne. Muligvis derfor havde de ingen problemer med at Tyskland og Frankrig holdt sig uden for – det er det samme som at sige nej tak til kage til kaffen, så er der mere til os andre.

Men hvad skal vi tro som almene borgere? For den almene mand og kvinde var der ikke mange beviser på, at der hverken var atombomber eller kemiske våben i produktion. Hvorfor gjorde Saddam Hussein ikke noget for at fremstille nogle bomber, aflevere skidtet og få USA ud af sit hus? Der synes jo at være mange muligheder og alternativer til krig. Hvordan kan et land som i forvejen er på fattigdommens rand overhovedet ønske krig. Tror de vitterligt så inderligt på deres Gud, at alt nok skal gå, om ikke andet så ind i himlen, hvor Allah er dem nådig for at have levet et liv som muslimer.Eller er det bare sådan at den der fører krig, kun har vist at man kan hade andre mere end man kan elske sine egne?