Mange spørger hvordan man så skal gøre, hvis man gerne vil bruge storytelling. En “nem” indgang er at bruge anekdoter.
Den omninarrative fortælling
Anekdoten har nogle egenskaber der gør den helt særlig og særligt stærk.
- Den kan fortælles af alle.
- Vi afkræver ikke vidnesbyrd fra fortælleren.
- Vi accepterer dens lukkethed, dvs. at vi stille kun sjældent spørgsmålstegn eller opfølgende spørgsmål.
- Vi lader os nemt forføre af dens form og personer, dvs. at selv usande eller uklare detaljer kan få lov at blive fortalt uden at vi stiller os kritiske.
Fortælling i forklædning
Vi spørger sjældent til hvem, der oprindeligt har fortalt anekdoten. Derfor har anekdoten en særlig lumsk egenskab. Vi kan gøre fortællingen til vores egen, dvs. vi fortæller den som førsteperson og ofte slipper vi af sted med det – med mindre vi står over for en emsig tilhører, der spørger ind til detaljen i fortællingen, og hvem der rent faktisk hørte eller så det, der skete i anekdoten. Det er oftest ret svært at redegøre for: hvem har motivet til at fortælle historien?
Det samme sker fx med vittigheder, hvis du spørger ind til detaljerne, så kommer det ikke til at handle om at nå frem til pointen. Anekdoter ligner vittigheder på den måde, og de anekdoter har samme funktion: at lede frem til en pointe. Du kan derfor forstå anekdoter som “alvorlige vittigheder”. Det tænker vi ikke altid over, men de har helt den samme funktion. Måske kender du – eller har hørt om – den klassiske sketch “Der sidder to mand på en tømmerflåde…” Sketchen viser med finurlig tydelighed, hvordan det IKKE at forstå en genre er med til at ødelægge genren. Dirch Passers konkrete forståelse af det metaforiske og insisteren på detaljer får fortællingen væk fra pointen. Det samme sker med anekdoter vs. virkelige fortællinger, hvor detaljerne er med til bekræfte at fortællingen er ægte vs. uægte – eller anekdotisk som er i et grænseland mellem ægte og uægte.
Eksempler
På www.anekdoter.dk finder du et par eksempler på anekdoter
Indlæser ...
