Storytelling har siden midten af 1990’erne været et af de store buzzwords inden for marketing, branding, PR og kommunikation. Ordet bliver brugt om mangt og meget. Men hvad dækker det
Storytelling var et stort emne omkring år 2000 og har fortsat med at dukke op som et omdrejningspunkt. Omkring år 2020 var der omtalt en “3. bølge” af storytelling. Underordnet hype og lokalpopulisme, så har fortællinger, narrativer og storytelling altid været et begreb, der har rumsteret i teorier om ledelse, organisationer, kultur, kommunikation, formidling og historiefortælling i medier som film og bøger. Den narrative form er en vi behersker som mennesker, og den er veldokumenteret i sit format og brug.
Grundlæggende har været mundtlige fortællinger tre funktioner:
- Argumentation – et argument for at noget er rigtigt, sandt eller værd at bruge tid på at tale om.
- Underholdninger – en social funktion, der viser hvad et fællesskab finder sjovt og underholdende.
- Selvfremstilling – en måde at fortælle om sine egne resultater, evner og kompetencer på.
Der findes masser af modeller til storytelling og narrativer – fra aktantmodellen til berettermodellen – men det er måske mere interessant, hvilken funktion narrativer har i vores daglige sprogbrug. De medierede fortællinger skifter ofte format og med mindre man dyrker den gamle form for storytelling med pejs, badekåbe, pibe, dyb stemme og langsom oplæsning, så ændrer fortællinger sig i form og udtryk. De mundtlige fortællinger – narrativer – holder dog gerne sin form og virker mere grundæstet i vores måde at være i verden på som mennesker. Derfor er de interessante.
Indlæser ...
