Den gode gamle med at kommunikation kommer af “communicare”, som betyder “gøre fælles” er i den grad udfordret i dag. Vores sprog er blevet mere fælles, men samtidig mere segmenteret.

Kommunikatører skriver til målgrupper. De fanger ord og tendenser i sproget, i kommunikationen. De finder kanaler og afgrænser, så man rammer de rigtige. Engang kunne man gøre det helt præcist; det var dengang der var Børnetime kl.18 (selvom den aldrig varede en hel time) og TV-Avisen var Georg Metz eller Steen Bostrup. Alle havde noget at snakke om, som var det samme alle snakkede om, for alle så det samme på de samme tidspunkter.

Når der var gode serier, lå Danmark øde hen. I dag bingeviewer vi på Netflix eller HBO, når vi gider.  For i dag er alt i opbrud, når vi ser på sproget og kommunikationen. Den gode gamle med at kommunikation kommer af “communicare”, som betyder “gøre fælles” er i den grad udfordret. Vores sprog er blevet mere fælles, men samtidig mere segmenteret – alle har adgang til alt, men vi søger dem vi er som, og dermed får vi nok også vores eget sprog “retur” hurtigere (vi har ikke oplevelsen af at kunne være den første der siger OMG eller WTF særligt længe).

Vi opfatter ofte gentagelser eller “samme ting igen” som en stilstand. Dem, der har ungdomsfornemmelser forlanger udvikling, hvor dem med ældrefornemmelser forlanger bevarelse. Jeg skriver fornemmelser, fordi det i lige så høj grad kan være et medlem af DF på 23 år, der synes at det danske sprog skal bevares og holdes fast, som en på 52, der siger “ad!” eller “spurgt”, som er det nye shit i mine børns skole. Her bruges “ad” som “hvad laver du?”, “hvorfor har du…” eller “hvad sker der?” og spurgt bruges som “Skulle du spørge fra nogen?” eller “Hvem har ringet dig op?” Og inden denne artikel når ud til dig, så er de i gang med nye begreber og omformninger af sproget.

Fra NYheder til NUheder

Hastigheden af den sproglige omvæltninger stiller større krav til kommunikatører, fordi man ikke alene skal forstå medier og målgrupper, men man skal forstå følelser, tendenser og værdisæt.

Tidsligheden og kommunikationskanalen er død. Der er ikke længere NYheder, men NUheder. Vi kaster flaskeposten ud i vores elektroniske billedbøger, og vi læser sporadisk andres – vi læser slet ikke andres kommentarer på andres kommentarer. Mit “nu” på facebook kan være dit nu i morgen, hvor du ser den samme nyhed, som jeg så i går eller for to måneder siden; vores sprog står dermed også både stille og er i bevægelse, vi er både i udvikling og afvikling, fordi vi søger den næste følelse, det næste kick, det næste ord, video eller foto der rører os – på godt og ondt.

Vi kan ane det i et begreb, der har udviklet sig en anelse: læserstorm > seerstorm > mediestorm > shitstorm. Brevstorm er ved at komme frem igen ligesom læserstorm. Men at et ord som shitstorm er dukket frem, som erstatning for mediestorm, kunne tyde på at det at tale om “medie” i sig selv har flyttet fokus fra kanalen til indholdet. Der er ikke nogen egentlig kanal, men et allestedsnærværende budskab. Modsat “læserstorm”, hvor læserne af en bestemt avis skriver til redaktionen. Vi kan end ikke sige, hvilken kanal der er primær, for Facebook eller Twitter kan ligesåvel være den primære kilde, som nyhederne på DR.

Følelserne har for alvor vundet over fornuften, som fx når Einstein eller David Bowie (sjovt nok aldrig Michael Jackson) kan citeres for hvad som helst uden at vi skeler til ægtheden, men dvæler ved følelsen – det er den vi søger og deler. Sproget og kommunikationen er derfor blevet overfladisk; vi søger ikke dybden, vi søger svaret, men er ligeglade med forklaringen. Derfor er Kählervaser vigtigere end flygtninge og ordet “finke” vigtigere end en toppost hos Red Barnet,hvad vi kunne konstatere da Helle Thorning fik en toppost i Red Barnet og en blogger kaldte hende finke. Hvad fyldte mest i debatten?

To skridt frem og et tilbage

Kommunikatørens opgave er stadig den samme: at nå de værdifulde trin op ad stigen Synlighed > Viden > Holdninger > Adfærd – spørgsmålet er derfor ikke hvad opgaven er, men hvordan man når målet. Her har de humanistiske fag modnet sig de senere år og har bygget bro til og mellem videnskaber – nudging som et af de mere moderne og velkendte, der er et møde mellem økonomi og adfærdssociologi. Et kommunkationsnudge er fx når der står et skilt i kantinen ved betaling for ens mad: “Kreditkort 20 sek, adgangskort 2 sek” – man kan nemlig sætte penge på sit adgangskort og betale med det med et hurtigt bip, chip til chip. Nudging er et af de nyere tankesæt, hvor kommunikation gør en forskel. Blandt andet fordi følelser kan spille en rolle i kommunikationen og motiverer os til ændret adfærd. Et eksempel er undersøgelsen fra Newcastle University udført af Melissa Bateson og Daniel Nettle fra Center for Behavior and Evolution. Deres eksperiment viste at et billede med stirrende øjne, hvor der stod at man skulle rydde op efter sig selv, gjorde at 50 % flere tog deres service ud i modsætning til et billede af en blomst med samme tekst (umiddelbart kunne man også træffe den modsatte konklusion, men lad os gå med ideen). En lignende undersøgelse blev lavet, hvor flere udførte selvbetaling for en sandwich, hvis de så et foto af et ansigt. Ansigtet bliver den menneskelige relation bag budskabet, der gør at jeg er mere tilbøjelig til at følge tekstens opfordring: følelser+kommunikation.

Kommunikation gør en forskel, men vi skal vide hvilken. James Surowieckis bog “The Wisdom of Crowds” kan give endnu en retning for kommunikation. En af hans konklusioner er at grupper, der rummer diversitet træffer bedre beslutninger. Her rummer medier som facebook det modsatte problem: de er dømt til at træffe beslutninger, som alle er enige i. Det er derfor de er sammen på facebook, fordi de mener det samme, men især fordi de er samlet om følelser. Hypotesen må derfor være at der er en hård tone på for eksempel facebook, fordi det er som at stikke hånden i en emotionel hvepserede, hvor alle passer på den samme følelse, og de kan rigtig godt lide den, og de kan lide at vedligeholde den. Men hypotesen må også være at det er værdier, der driver maskineriet. Fokus for kommunikatøren må være at kortlægge værdisæt i stedet for målgrupper. Der skal ikke måles efter mængde, frekvens eller antal, men efter udtalte værdier og normer. Det er dem der rykker kommunikationen, som når ordet “finke” stjæler debatten i stedet for den gode historie om hvad vores, tidligere, første kvindelige statsminister skal arbejde med: redde børn.