Edmund Husserl
Fænomenologi
(1859-1938)
Skrevet af Dan Zahavi, Professor, ph.d., dr.phil.
Husserl blev født i en jødisk familie d. 8. april 1859 i Proßnitz (Mähren), der dengang lå i det Østrigske Kejserdømme. I årene 1876 til 1882 studerede han fysik, matematik, astronomi og filosofi, først i Leipzig og siden i Berlin og Wien.
Det var i Wien han i slutningen af 1882 “promoverede” (fik sin ph.d.) i matematik, og det var her han i de følgende år fulgte forelæsninger hos psykologen og filosoffen Franz Brentano. Husserl konverterede i 1886 til protestantismen. Året efter forsvarede han sin habilitation (disputats) om talbegrebet ved universitetet i Halle, hvor han var ansat de næste 14 år som privatdocent. Han beskæftigede sig i denne periode med en række erkendelses- og videnskabsteoretiske grundlagsproblemer, og hans overvejelser udmøntede sig i hans første hovedværk, Logische Untersuchungen, der udkom i årene 1900-01. Det var på baggrund af dette værk, at Husserl blev kaldet til Göttingen, hvor han underviste i perioden 1901-1916, først som ekstraordinær professor, og fra 1906 som ordinær professor.
Hans næste hovedværk, der markerede hans såkaldte transcendentalfilosofiske drejning kom i 1913, med titlen Ideen zu einer reinen Phänomenologie und phänomenologischen Philosophie I (bind II og III blev først udgivet posthumt).
I 1916 flyttede Husserl til Freiburg, hvor han overtog lærestolen for filosofi efter nykantianeren Heinrich Rickert. I disse år var både Edith Stein og Martin Heidegger hans assistenter, og det var takket være deres redigeringsarbejde, at nogle af Husserls mest berømte forelæsninger, de såkaldte Vorlesungen zur Phänomenologie des inneren Zeitbewußtseins, kunne udgives i 1928.
Da Husserl samme år blev pensioneret, var det netop Heidegger, der overtog hans stilling. I de følgende år udkom de to værker Formale und Transzendentale Logik (1929) og Méditations cartésiennes (1931).
De sidste 5 år af sit liv oplevede Husserl den nazistiske magtovertagelse og blev også selv offer for den anti-semitiske lovgivning. I 1933 blev han slettet fra listen over universitetsprofessorer og fik bl.a. på grund af Heideggers medvirken forbud mod at låne bøger på universitetsbiblioteket. (Heidegger var medunderskriver af en henstilling om at jødiske professorer skulle nægtes adgang til biblioteket). Husserl var i disse år isoleret fra det tyske universitetsmiljø, men i 1935 (dvs. som 76-årig) blev han inviteret til at holde foredrag i Wien og Prag, og det var disse foredrag som udgjorde grundlaget for hans sidste hovedværk Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, hvoraf første del blev publiceret i et jugoslavisk tidsskrift i 1936.
Kort efter Husserls død d. 27. april 1938, lykkedes det en ung franciskaner Van Breda at smugle Husserls forskningsmanuskripter ud af Tyskland og i sikkerhed på et kloster i Belgien. Allerede før starten af 2. verdenskrig blev Husserl-arkivet grundlagt ved det filosofiske institut i Leuven, hvor originalmanuskripterne stadig befinder sig den dag i dag, og samtidig påbegyndtes den tekstkritiske udgivelse af Husserls skrifter Husserliana.
