(1905-1980)
Skrevet af Dan Zahavi, Professor, ph.d., dr.phil. cfs.ku.dk
Sartre blev født i Paris d. 21. juni 1905. Han studerede filosofi ved École Normale Supérieure og fik sin “agrégation” (afgangseksamen) i 1929; det var i disse studieår at han stiftede bekendtskab med en hel generation af ledende franske intellektuelle, her i blandt Simone Beauvoir, Raymond Aron, Maurice Merleau-Ponty, Simone Weil, Emmanuel Mounier, Jean Hippolyte, og Claude Lévi-Strauss. Særlig hans forhold til Beauvoir blev legendarisk. Sartre underviste i perioden 1931-1945 ved gymnasier i Le Havre, Laon, og Paris. Han blev i begyndelsen af 30’erne introduceret til Husserls og Heideggers fænomenologi af Aron og Lévinas og var i perioden 1933-1934 på studieophold i Berlin for at læse Husserl.
Som et resultat af disse studier kunne Sartre i sidste halvdel af 30’erne publicere fire bøger om bevidsthedens modaliteter: en om selvbevidsthedens struktur, La transcendance de l’ego (ego’ets transcendens), som udkom i 1936, to om fantasien og forestillingsevnen, L’imagination (1936) og L’imaginaire (1940), og en om følelsernes beskaffenhed, Esquisse d’une théorie des émotions (Skitse til en teori om følelserne), 1939. Alle værkerne bar præg af Sartres studie af Husserls Logische Untersuchungen og Ideen I. Ved krigens udbrud blev Sartre indkaldt, og blev i 1940 tysk krigsfange. Han brugte fangenskabet på en intensiv læsning af Heidegger og arbejdede på sin næste bog. Efter sin løsladelse i 1941 blev han sammen med Merleau-Ponty aktiv i en (ikke videre succesfuld) modstandsgruppe, og i 1943 udkom så hans filosofiske hovedværk L’être et le néant, der også bar præg af hans læsning af Heideggers Sein und Zeit og Was ist Metaphysik. I 1945 grundlagde Sartre tidsskriftet Les temps moderne, som han siden redigerede (i perioder sammen med Merleau-Ponty).
Efter krigens ophør besluttede Sartre sig for at stoppe sin undervisning, for i stedet helt at hellige sig hvervet som skribent og redaktør. Sartre var således en af de ganske få betydningsfulde filosoffer i det 20.århundrede som ikke var universitetsansat. Efter krigen var det ikke kun Sartres virke som skønlitterær forfatter og litterat der tiltog. Det gjaldt også hans politiske engagement. Hans sympati for marxismen tiltog, og det samme gjorde hans beundring for Sovjetunionen. Sartre blev dog aldrig medlem af kommunistpartiet, hvis penneførere altid var meget afvisende over for hans eksistentialisme, men hans støtte til Sovjetunionen forblev relativ intakt indtil den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956. I 1960 publicerede Sartre sit andet filosofiske hovedværk Critique de la raison dialectique (Kritik af den dialektiske fornuft), der var tydeligt præget af hans politiske og sociale engagement. Sartre vandt i 1964 nobelprisen i litteratur, men nægtede af principielle grunde at modtage prisen. Sartre forblev politisk aktiv til det sidste. Han var aktiv i modstanden mod Frankrigs krig i Algeriet, han deltog sammen med bl.a. Bertrand Russell i modstanden mod Vietnam-krigen og han støttede også aktivt studenteroprøret i 1968. Da han dør i april 1980, møder omkring 50.000 mennesker op til hans begravelse. Et klart vidnesbyrd om hvor populær en skikkelse Sartre var.
