Den store skærmkamp
En far og forskers syn på de forbandede skærme - og måske blev han fanget i lyset
Hvor mange timers skærm må dine børn bruge om dagen? Alle forældre har siden år 2010 og frem – hvor iPaden så dagens lys skulle tage stilling til, hvad børnene må. Dengang vi havde Commodore 64 og Amigaer, var der ingen der talte om det, der fik børn allerhøjest firkantede øjne. Men i dag er det et problem, og det har Andreas Lieberoth taget op, som far, forsker og meningsdanner. Kort fortalt kan du bruge BKI-princippet. Bruger Kontekst Indhold. Der er dog noget jeg savner meget meget voldsomt i bogen.

Jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle læse denne bog. Den er aktuel, det er et problem, og hvis der var nogen, der havde bare noget, der var en løsning, så var jeg på. Min kone var allerede skeptisk “Jaja, så vil han have at børnene bare skal se på skærm” [imens vi andre kæmper imod], men så enkelt er det ikke – heldigvis for læseren, Lieberoth og litteraturen.
Jeg blev ikke skuffet – i første omgang – Lieberoth får foldet den ene pointe pænt ud efter den anden, så vi alle kan være med. Den største forhindring for at høre efter er ens egne tanker, hvis du selv har stået i skærmkampens hede – hvordan gør man selv, hvorfor, hvad er argumenterne, har jeg taget fejl, kan man tage fejl, er det bare en holdning eller er det noget, der er rigtigt eller forkert. Lieberoth holder læseren pænt i hånden og jeg følte mig guidet igennem de både gode og dårlige argumenter, myter og fakta og emner til debat og diskussion.
Der er noget der undrer, gevaldigt
Generelt var det en fornøjelse at læse bogen indtil det gik op for mig, at bogens fokus er skærmen. Kan det undre? Ja, for Lieberoth er psykolog, så det svarer til kun at se på isen for at forstå hvad barnet kan lide, når man skal tale om is, slik og kager. Men hvad sker der omkring de begivenheder, når vi spiser is, slik og kager. Eller overført til skærmen: hvad sker der socialt mellem børn, når de spiller online, ikke tager til fester, men mødes online via webcam, kan dele intime billeder, der kan misbruges og meget andet, der ikke handler om skærmen, men alligevel gør, fordi det handler om hvad vi bruger skærmen til – ikke hvad der vises på den.
På skærmen eller om skærmen
Det er det der oprigtigt mangler i bogen – så lad os håbe en to’er. Det er de socialpsykologiske forhold omkring skærme. Det er jo netop ikke KUN skærmen, der er problemet. Men skærmen synes at fremme asocial adfærd, mobberi, utilsigtede oplevelser, uønsket sexuel kontakt med nogen der er meget ældre end en selv osv. Der er mange aspekter af skærmen, som ikke er med i bogen, og det skuffede mig, da jeg lukkede den samtidigt med at jeg var glad for at have læst den.
“Dit barns kreditkortoplysninger”
Da jeg til en “kodeweekend for børn” hos Microsoft skulle deltage i et foredrag for forældre om sikkerhed på nettet, så fik vi oprigtigt et foredrag om hvordan man fx “passede på sine kreditkortinformationer”. Min dreng var 11 år på det tidspunkt og ejede ikke et kreditkort. Ingen af os forældre var bange for “persondata” , vi var mere bange for andre personers “data”, adfærd eller hensigter. Men det er samme ambition som kun at stoppe de rigtige terrorister i lufthavnen og lade alle andre smutte igennem: det er umuligt at gennemskue, hvordan man kan passe helt på. Sikkerhedseksperten hos Microsoft fik også hurtigt besked fra salen, men var nu klædt af til sidste PowerPoint-slide, for det var ikke det han ville fortælle om.
Forældres sociale klemthed mellem skærme
Forældre er i en social klemme, hvor skærmen både er adgang til sociale fælleskaber og underholdning, som man kan tale med om, når man er i sociale fællesskaber, men den er også fremmedgørelse over for sig selv og andre. Den er identitetskabende og gør folk identitetsløse. Den er giver mening og retning, og gør at folk taber deres mening og retning. Den skaber fællesskaber og forener, den isolerer og adskiller. Hvordan skal man som forældre navigerer i det? Der mangler fælles diskussion og debater til forældremøderne, der ikke bare handler om skærmtid og skammerkonsensus om, at man også skal spille brætspil og lege gemme. Det handler om langt grimmere ting, som man er nødt til at få talt om – bogen er en kærkommen anledning. Lad den udkomme som folder.
Perfekt til…
Bogen er perfekt til forældredebatten i klassen såvel som i familien eller mødregruppen – fædregruppen? Den har ganske enkelt så mange gode og grundige pointer, den har et samlet fokus og en kort og klar pointe: BKI. Den må du selv finde frem til. Dertil falder bogen på et tørt sted, der ikke er på et oprørsk korstog imod eller for skærme, og det er bogens særlige styrke, hvor Lieberoth netop kan stå på både at være forsker og far, der på begge måder gerne vil forstå. Det gør at jeg som læser kan pendle behageligt mellem forskeren og faderen og lytte lige interesseret til begge personer, for jeg vil gerne høre dem begge tale.
Jeg savner dog stadig den sociale debat, men det er måske også en stor mundfuld. Skriv den, Andreas!
Trækker op…
At den er skrevet. Den manglede. Dens sprog er hertil enkelt og klart. Dens argumenter er velunderbyggede og den holder sig fra “synsninger” og løssluppen “sund fornuft”.
Trækker ned
Det er sagt, men at hele den sociale aspekt, og hvordan skærme siden 2010 har formet og forandret vores samfund økonomisk og socialt fra indhold til influencere var for mig et stort savn. Jeg håber at Andreas Lieberoth får skrevet en 2’er “Skærmklassekampen”? Eller “Skærmskræmt”? “Hvem sidder der bag skærmen”? Jeg er ligeglad bare kom med den.
Konklusion
Bogen er på mange måder vigtig og rigtig. Dens største risiko er at alle de nymodens forældre, der allerede er frelst i træklodser, hinkesten og sjippetove, der skriver dagbøger med fyldepen og kun køber korrekt ind og kun sorterer deres affald perfekt, der har afvist den som allerede ved forsiden som et forsøg på at omstøde deres puritanske falkeblik på de onde skærme. Nu var vi lige faldet til ro med at hade alle skærme og råbe “DOPAMINFÆLDER!”. Lieberoth har et nuanceret billede, der fortjener nysgerrighed og åbenhed og en debat om, hvad vi skal med de skærme og hvordan både voksne, unge og børn kan bruge dem.
Vurdering
Placering | ||
Akademisk | ——x––—X- | Pædagogisk |
Aktuel | X———–X— | Klassiker |
Hurtigt igennem | —X———- | Lang tid at læse |
For nogle | —————X | For alle |