| | |||
|
Dags dato: 23. maj 2013 |
|||
|
|||
        |
|||||||
|
Aktuel side opdateret: 23-09-2011 22:21:57 |
||||||||||||||||||
|
Analyser af samtaler Samtaleranalyse foregår ved udskrift af samtalen efter udskriftskonventioner Samtaler kan analyseres efter fx conversation analysis (CA), diskursanalyse eller funktionel grammatik. I analysen redegør analytikeren for de turtagning og skift der finder sted i samtalen. De kan ske på baggrund af en parametre som køn, alder eller uddannelse eller forholdet mellem leder og ansat Hvordan analyserer man samtaler Man gennemlytter og udskriver samtalen efter bestemte udskriftskonventioner, fx IPA eller Dania. Herefter ser man på den interaktion, der sker i samtalen mellem deltagerne. Man kan fx se på taleture, hvem der har lov til at byde ind på et emne, hvilke emner der bliver budt ind på, afbrydelser, faste strukturer osv.. Der sker mange ting i en samtale. Det sker helt automatisk uden at vi bemærker det. Det er som en velkendt genre vi træder ind og ud af, hvis form og funktioner man kan afsløre ved at udskrive og lytte igennem. Mange bliver overraskede over at se en udskrift og høre en almindelig samtale - til tider synes man det er et mirakel at vi synes at forstå hinanden i det daglige. Samtaleanalysens teoretiske retninger CA - Conversation analysis / Konversationsanalyse Konversationsanalyse kaldes populært for CA. Det er nok den retning inden for sproganalyse der holder sig til en mest stringent analysemetode, som for de fleste minder om en naturvidenskabelig tilgang. Det ses bl.a. af tilgangens begrebsapparat. Tilgangen har dog det problem, som alle sproganalyser har, at den forudsætter analytikerens viden om hvad sprog er. Det samme gør matematik og fysik, men skal man mere en blot beskrive hvad der sker i sproget, så må man fortolke. Derfor har CA et begreb som "Members competence" eller medlemskompetence. Dvs. at vi alle, som sprogbrugere, er medlemmer af vores sprogfællesskab. Hvad grænsen så er for det, siger CA ikke noget om og beskriver kun sjældent fænomenet og begreb til fulde. Det er kritisabelt, når det er en af grundpillerne i teorien. Diskursanalyse Diskursanalyse er en idé om at vi taler inden for visse "sprogsfære" og at sproget direkte giver udtryk for talerens verdensbillede. Dette verdensbillede kan så være forskelligt fra andre talere. Essensen er at vi omtaler tingene forskelligt - en sten kan være en "smutsten", men for en geolog kan stenen være en bestemt type sten eller for en læge kan stenen måske bruges som kompres på et sår, der ikke vil stoppe med et bløde. Diskursanalytikeren vil mene at deltagerne ser verden forskelligt - egentlig er verden ikke noget. Den er konstrueret ud fra den diskurs vi taler i den om. Inden for diskursanalysen taler man om en socialkonstruktivisme, dvs. at den verden du befinder dig i er en social konstruktion, som vi er enige om. Diskursanalysen er i elkans øjne noget forvrøvlet sludder og mest af alt en humanistisk undskyldning for ikke at lave tilbundsgående analyser og en manglende accept af at en fortolkning aldrig kan være fyldestgørende. Socialkonstruktivisme / Socialkonstruktionisme Denne tilgang har to retninger. Den radikale retning mener at virkeligheden i yderste konsekvens ikke findes, men er en social konstruktion. Eksemplet kunne være et vejrfænomen. Nogle vil kalde det regn, andre godt for afgrøder, nogle vil tale om højtryk og andre om oversvømmelse - alt sammen det samme de ser, men opfatter forskelligt. Men social konstruktivismen går længere: den mener ikke engang at det nødvendigvis er det samme vi ser, fordi den del af virkeligheden ikke er tilgængelig. Det er en social konstruktion og som sådan kan det være hvad som helst. I yderste konsekvens en nihilisme. Vi har ganske enkelt ikke adgang til verden, men konstruerer en verden. Hvordan vi så kommer til konstruktionen beskæftiger de sig sjældent med. Alle verdener og verdenssyn er derfor lige gode. En nazist har lige så meget ret som en antinazist, en incestudøver har lige så meget ret som incestofret - det er blot to forskellige sociale konstruktioner af virkeligheden. Et slag mod denne tilgang var Sokal-affæren, opkaldt efter fysikeren Sokal. Han skrev en artikel om at tyngdekraften var en social konstruktion. Den blev lovprist af socialkonstruktivister indtil Sokal sprang ud og sagde at selvfølgelig kunne han ikke mene det som fysiker, og viste dermed at socialkonstruktivismen dybest set var uanvendelig og at man kunne bilde dem hvad som helst ind. Teorien er med andre ord ikke falsificerbar. Den kan aldrig tage fejl, da alt kan være en social konstruktion. Det samme finder vi hos ekstremistiske bevægelser, fx dybt religiøse kristne hvor alt kan forklares med Guds vilje eller indgriben; kærlighed, død, ødelæggelse, rigdom, kedsomhed...osv. Der er ingen forskel på det og socialkonstruktivismen. Funktionel grammatik Den funktionelle grammatik er grundlagt af australieren M.A.K. Halliday. Det er noget af det mest omgribende og omfattende forsøg på at sætte funktioner på de grammatiske enheder vores sprog har. Udgangspunktet er at enhver sproglig form også understreger en funktion.
|
Nyhedsbrev |
||||||||||||||||
